Quentin Tarantino, aktuel med filmen ”Inglorious Basterds”, mener ikke, man lærer noget vigtigt på filmskolerne. For en instruktør handler det bare om at oparbejde sin egen æstetik og så ellers hyre de rette folk til resten.
Folk er begyndt at referere til ”en Tarantino-stil”, når det handler om at instruere film. Hvad synes du om det, og hvordan vil du beskrive din stil?
Jeg har hørt folk snakke om, at noget er ”Tarantino-esque”. Jeg ved ikke, om jeg selv kan svare på, hvad det er. Det er der nok andre, der er bedre til. Det er et svært spørgsmål for en selv at svare på. For det man selv gør, det gør man jo bare! Man er ikke så bevidst om det.Men hvad vil du sige, er et gennemgående træk i dine film
? Jeg prøver altid at få seeren til at grine ad noget, der dybest set ikke er sjovt. Når jeg skriver manuskriptet, hører jeg latter. Men det betyder ikke, at jeg skriver det som en komedie. Jeg hører også latter, når jeg klipper filmen og indspiller den. Jeg gør meget ud af at, at man skal grine ad noget, man ikke normalt ville grine ad. Og først når jeg ser filmen med publikum på for første gang og hører, at de griner, er filmen færdig for mig.Quentin Tarantinos største succeser:
Reservoir Dogs (Håndlangerne)(1992) Pulp Fiction (1994) Jackie Brown (1997) Kill Bill 1 og 2 (2003 og 2004)Du har ikke gennemgået nogen formel uddannelse som filminstruktør. Kan man lære det håndværk ved bare at se film?
For mig at se lærer man ikke så meget om det æstetiske udtryk på filmskolerne. Du er nødt til at udvikle dit eget udtryk. Det kan godt være, de kan lære dig at synkronisere lyd og billede og at redigere på forskellige måder og sådan noget. Men en vigtig del af det at blive kunstner handler om at finde sin egen æstetik. Og det handler simpelthen bare om at finde ud af at: ”Jeg kan lide det og det, men jeg kan ikke lide det og det”. Og så begynder du at kunne skelne godt arbejde fra dårligt arbejde. Du finjusterer din æstetik, og så handler det bare om at omsætte det i praksis. Den person, der har haft størst indflydelse på min storytelling, er anmelderen Pauline Kael. Jeg har ikke gået på filmskole, men jeg læste hendes anmeldelser, og de var bedre end filmskoler og professorer. Hun lærte mig om æstetik. Ikke at jeg altid var enig i hendes anmeldelser, men de påvirkede mig. Og så har jeg jo også fundet ud af, at man ikke behøver at vide alt for at lave film. Jeg behøver ikke at vide, hvordan man sætter lys for at få en eller anden speciel virkning. Det er der folk til at finde ud af.Så det handler om at uddelegere og finde de rigtige folk at samarbejde med?
Ja, det er faktisk noget, Terry Gilliam (Monty Python-bagmand og instruktør af blandt andet ”Twelve Monkeys”, red.) lærte mig. Jeg spurgte ham, hvordan han fik sine visioner formidlet på lærredet. Han sagde: ”Du hyrer gode folk, hvis arbejde du beundrer, og så fortæller du dem, hvad du vil have. Du er nødt til at kunne sætte ord på, hvad du vil have.” Og så var det, som om et kæmpe mysterium var løst for mig. For jeg vidste, hvad jeg ville have, og jeg vidste, at jeg kunne tale om det og forklare det for andre. Og det er alt, hvad jeg kan (griner).Quentin på Tarantino-bar i Berlin
Quentin Tarantinos nye film, ”Inglorious Basterds”, er optaget i Babelsberg-studierne i Berlin, hvor Joseph Goebbels lavede nazi-propagandafilm i 1940’erne. Men kult-instruktøren fik også tid til at besøge ”sin egen” bar i den tyske hovedstad i forbindelse med optagelserne, fortæller han.
Du var inde på baren Tarantino’s i Berlin. Hvordan var det at besøge en bar dedikeret til en selv?
Det var ret cool, synes jeg. Jeg havde hørt en smule om den på forhånd fra forskellige folk. Og når jeg nu alligevel var i Berlin, tænkte jeg, at der måtte jeg bare ned. Så vi var nogle stykker, der var ude at spise, og så gik vi ned på baren bagefter. Og det var så cool! Fedt design. Alle mine filmplakater hang der, og de viste mine film non-stop på storskærm. Samtidig kørte soundtrackene over anlægget i baren. Vi holdt mange fester dernede… og fik mange drinks. Det var vildt cool.Har dit forhold til Tyskland ændret sig, efter du selv har været der?
Det er klart, man har et andet forhold til et land, efter man har boet og arbejdet der i otte måneder. Jeg havde min egen lille lejlighed og min lille rute, hvor jeg gik rundt. Jeg fik yndlingsrestauranter og barer og venner, som jeg besøgte. Tyskland er ”mit” nu, og jeg kan tage på besøg der resten af livet og møde gamle venner.af ERIK CHRISTIAN LARSEN - Foto: UIP