Mit sjette soloalbum, "Der er ingen der venter på os", er skrevet og bearbejdet over 5 år med pauser undervejs. De seneste år har især været præget af en ny hverdag i et nyt hjem og en ny by, samt et forsøg på at skabe en sideløbende tilværelse til musikerlivet med et deltidsjob som højskolelærer.
https://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=ruB9P3fJXj8#t=8 I 2013 splittedes min familie op i to hjem i stedet for et, og den omvæltning kom ramlende ind midt i forløbet. Nogle sange er fra før bruddet, og albummet tager ikke som helhed udgangspunkt i det, men det har uundgåeligt påvirket resultatet. I tiden efter har oplevelsernes ustyrlighed af og til enten væltet eller reddet dagen, og i det virvar af sorg og glæde er andre af sangene blevet til. Gennem hele perioden har jeg arbejdet med lyden, energien, retningen og udtrykket i indspilningerne. En udfordring, der har kostet mange interessante og sene arbejdstimer, samt skrottede versioner og sange, der aldrig kom videre end hjemmets fire vægge.