September er lige om hjørnet, og vi glæder os til at se de seje surfere, som kaster sig i Vesterhavet for at konkurrere om titlen som verdensmester i windsurfing. Du er også inviteret!
Tekst og foto: Anne Kildegaard Hansen
Video: Kicker Media
Hvis ikke du allerede er vild med vandsport, så er der en god grund til at blive det nu! Du kan nemlig få tips og tricks af verdenseliten, når vandsportsfestivalen WaterZ og U20 VM i wave/freestyle windsurfing afholdes i Hvide Sande.
Fra den 3. – 12. september kan du prøve et bredt udvalg af aktiviteter på Vesterhavet og Ringkøbing Fjord – windsurfing, kitesurfing, bølgesurfing, SUP (Stand Up Paddle) og wakeboarding. Der er masser af sjove ting at lave og se på både for nybegyndere og rutinerede vandhunde.
Bedre end royalt besøg
Jakob Sally på 18 år er to gange juniordanmarksmester i wakeboarding og har netop nappet en bronzemedalje med hjem til Hvide Sande efter sit første DM som senior. Han ser frem til at være en del af WaterZ som deltager og frivillig.
”I år bliver det et af de største events i Hvide Sandes historie. Mit surferhjerte vil mene, at det er større, end da dronningen var på besøg,” siger han.
”Jeg er træt af, at før jeg kan deltage i en contest, bliver jeg nødt til at sætte mig ind i en bil og køre til Sjælland. Men den her gang er det min tur til at lokke sjællænderne herover til kysten,” siger han og tilføjer, at han glæder sig til at være en del af crewet i kabelparken, hvor wakeboardere fra hele landet skal konkurrere og lave opvisning.
”Og så glæder jeg mig ikke mindst til at sidde på den rigtige side af baren, når den store WaterZ-fest løber af stablen,” siger han.
TJECK Magazine står klar med kameraet og kuglepennen på Vestkysten, når de danske sejlere og verdenseliten rammer vandet, så følg med på vores profiler på Facebook og Instagram, hvis du ikke selv kan komme. Hvis du kan, er der garanti for god underholdning, uanset om du vil have våde fødder eller kun kommer for at klappe.
Du kan få en forsmag på herlighederne i videoen herunder. Klik dig ind på www.waterz.dk eller find begivenheden ”WATERZ 2015” på Facebook for at læse mere om den 360 graders oplevelse af himmel og hav, som venter verdenseliten, vestjyderne og alle os andre.
https://www.youtube.com/watch?v=L4qLJf-acTo