ARTIKLER

man, 21 mar 2016

Liberal Alliances Ungdom er imod karakterkrav

Stefan Roy Frederiksen er ikke enig med sin partiformand i et politisk indført karakterkrav i landets gymnasier

Et karakterkrav skal fastsættes på det enkelte gymnasium. Det mener Liberal Alliances Ungdom, som dermed går imod moderpartiets krav om et 7-tal i dansk og matematik.

Hvis det stod til Liberal Alliances Ungdom, skulle partierne holde sig helt ude af diskussionen omkring gymnasiereformens karakterkrav. Kravet skal fastsættes på det enkelte gymnasium, mener ungdomspartiets formand, Stefan Roy Frederiksen. »Vores holdning er, at Christiansborgpolitikere aldrig nogensinde skal bestemme over de individuelle skoler. Det er selvejende institutioner, og derfor skal rektorerne have mulighed for at sammensætte det system, der passer bedst til deres skole og elever,« siger Stefan Roy Frederiksen, landsformand i Liberal Alliances Ungdom. Moderpartiet med Anders Samuelsen i spidsen har indtaget positionen som det parti, der kræver det højeste faglige niveau fra folkeskolens elever. Et krav Stefan Roy Frederiksen slet ikke vil begynde at diskutere, da han er grundlæggende uenig med partiets formand. »Vi er uenige på et pragmatisk grundlag. Liberal Alliance kan ligesom alle andre se, at vi har et system, hvor mange gymnasieelever falder fra eller kommer dårligt igennem. Ved at indføre et karakterkrav, kan vi sikre, at det ikke sker. Men i Liberal Alliances Ungdom vil vi slet ikke deltage i diskussionen, fordi vi ikke mener, at staten skal fastsætte et karakterkrav, som gælder for alle i hele landet, « siger han. Som løsning på problemet håber ungdomspartiets formand i stedet på en ændring af det nuværende taxametersystem, hvor skolerne får en pose penge for hver elev, der modtager sin studenterhue. En ændring vil nemlig fjerne gymnasiernes argument for at optage så mange elever som muligt. »I dag har vi et færdiggørelsestaxameter, men jeg vil langt hellere se et dygtiggørelsestaxameter. I stedet for at give skolerne penge for at få en elev fra 1.G til studentereksamen, skal vi give dem penge for, hvor meget de har forbedret elevens evner. På den måde bliver det også meget vigtigere for skolen, at deres elever kommer ud med 12-taller i stedet for 4-taller. Deres incitament for at dygtiggøre eleverne bliver simpelthen langt større,« siger Stefan Roy Frederiksen. På Christiansborg koncentrerer man sig dog først og fremmest om at indføre det omdiskuterede karakterkrav. Forhandlingerne er dog indtil videre strandet, da Socialdemokraterne og Radikale Venstre ikke vil støtte en gymnasiereform, der kræver, at folkeskoleelever har fået mindst 4 i dansk og matematik for at blive optaget på det almene gymnasium.