MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 26 feb 2015

London sover aldrig

London er virkelig et besøg værd, snyd ikke dig selv for en dejlig oplevelse

Og her finder du det hele.

London er en klassiker, man aldrig bliver helt færdig med. Den britiske hovedstad emmer af historie og stolte traditioner, men er samtidig helt fremme i skoen med de nyeste trends inden for gastronomi, arkitektur, musik og kunst. London sover aldrig, og her vil du finde noget for enhver smag, året rundt.

Sightseeing

Start med en tur i det opsigtsvækkende, 135 m høje pariserhjul London Eye, og få den bedste udsigt over hele London. Er det godt vejr, så slå dig ned i græsset med en madkurv ved Jubilee Gardens, og nyd gadelivet omkring – dette er stedet at opleve gadekunstnere og hænge ud som de lokale. Tip: London kan være en dyr fornøjelse, men mange seværdigheder, som fx de store museer som British Museum, National Gallery og Victoria & Albert Museum med dekorativ kunst og design, er gratis.

Shopping

Fra funky secondhand-kjoler til toptjekkede designertasker – der er mange måder at bruge penge på i London. De bedste shopping-kvarterer er Westend, hvor mange af de store (og dyre) mærkevarebutikker ligger, og Knightsbridge, der har verdensberømte stormagasiner som Harrods. Highstreet-kæderne som Topshop og Zara ligger over hele byen. Tip: Elsker du at gå på jagt i hippe vintagebutikker, så tag en tur til Dalston i den nordøstlige del af London. Vi anbefaler butikker som Traid (www.traid.org.uk), der har kvalitetsvintage, og den store Beyond Retro (www.beyondretro.com), hvor du kan bruge flere timer på at kigge.

Drinks & natteliv

Der sker noget i London hele året, og det bedste, de lokale ved, er at feste. Er du til clubbing, har byen det hele: store, legendariske etablissementer som Fabric (www.fabriclondon.com) og mindre klubber med upcoming dj’s. Og selvfølgelig er der alle pubberne, som er et vigtigt omdrejningspunkt for det sociale liv i London. Her kan du få øl i alle afskygninger, cider, vin og nogle steder også fremragende mad. Tip: Skal du ind på fine natklubber i bydele som Kensington, er jeans og sneakers et klart no go. I det østlige London er stilen derimod mere afslappet og alternativ.