Man kan lære meget af at ”tæve børn” i fritiden

Rollespillere har ingen venner, spejdere lugter altid af bål, og unge der spiller skak er i virkeligheden 80 år indeni. Men er det nu også sådan? Eller kan det tænkes, at det både er sjovt og nyttigt at være lidt af en nørd i sin fritid?

I 3 interviews fortæller en rollespiller, en spejder og en skakspiller om deres hobbier, om de fordomme de bliver udsat for, og om hvorfor det er dejligt at ”tæve børn” om lørdagen i en mørk skov.

TEKST: JEPPE ZABEL

 

Rollespilleren

Jonathan Keiding - Rollespiller

Navn: Jonathan Keiding

Alder: 17 år

Hobbylængde: Har spillet rollespil, siden han var omkring otte år

Hvad er det bedste ved at være rollespiller?

”Rollespil er blevet et pusterum for mig. De fleste af de venner jeg har til rollespil, dem ser jeg slet i hverdagene. Og det er noget helt andet jeg laver den lørdag, hvor jeg er ude og tæve børn. Og man laver noget fysisk og kobler bare fra.”

Er du åben omkring, at du er rollespiller?

”Man vil jo gerne sige, at man er åbenlys omkring det. Og det er man vel egentlig også i bund og grund. Men alligevel oplever jeg selv, når jeg snakker med folk og siger: ’jamen jeg kan ikke på lørdag, jeg skal noget andet.’ Så er det alligevel sådan, at man har ikke helt lyst til at sige det, fordi så skal man ud i den der forklaring, med at forsvare det.

Man tænker jo, at det er lidt problematisk, at det skal være sådan. Fordi jeg er jo til enhver tid klar til at tage den diskussion og prøve at overbevise dem om, hvor fedt et miljø det er . Men det tager bare lang tid. Og når man bare skal lave en henkastet bemærkning, så er det måske ikke en forklaring man gider ud i.”

Tror du at folk synes, at det er kikset eller sejt, at være rollespiller?

”Den generelle opfattelse af det, er at man er sådan lidt en nørd og står lidt udenfor.

Man er nødt til at komme ind i miljøet og være åben og lytte til, hvad folk forklarer, før man skal dømme, men de[fordommene] er jo desværre svære at undgå.”

Hvad har du lært ved at være rollespiller?

”Man lærer at bryde nogle grænser; at stå frem for andre og sige sin mening. Det er en rigtig god egenskab, fx i gymnasiet, at have, når man skal fremlægge og tale med lærere også.

Det, at jeg har lært det gennem rollespil, det har gjort, at det kan godt være, det er lidt pinligt, men det ser jeg bort fra. Det kan jeg godt overkomme.”

Spejderen

Karen Skadkjær-Munch - Spejder

Navn: Karen Skadkjær-Munch

Alder: 20 år

Hobbylængde: Har været spejder, siden hun var omkring fem år

Hvad er det bedste ved at være spejder?

”Spejder er noget, hvor der er plads til alle, og plads til at man er forskellig.

Der er nogle helt fantastiske gode venskaber.”

Hvad er det sværeste ved at være spejder?

”Noget der kan være udfordrende er, at møde nogen, der har en eller anden forudindtagelse om, hvad spejder er, og faktisk ikke er villige til at lytte på, hvad det kan give.

Jeg møder nogle gange folk, der er meget: ’Nåh du er spejder, så er du sådan her.’ Nej, spejder er enormt meget mere. Det er ikke bare, at sidde og snitte pinde, det er en helt anden form for samhørighed.

Nogle gange har folk svært ved, at sætte ord på de fordomme de har. Enten tænker de, at det er sådan noget kedeligt noget eller, hvis man er ung, tænker de, så sidder man bare og drikker øl hele tiden. Det er ikke altid de samme fordomme man møder.”

Er du åben omkring det, at du er spejder, eller er det noget, du skjuler?

”Der er nogle der skjuler det. Personligt er jeg ikke bange for at tale om det. Det har ført nogle diskussioner med sig, fordi folk undrer sig og ikke altid forstår, hvad vi laver som spejdere.

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært for andre at forstå, når man ikke har prøvet det. Så det er der, at fordommene kan opstå.”

Tror du, folk synes det er sejt eller kikset, at være spejder?

”Der er nogle, der allerede inden man begynder at fortælle om at man er spejder, har en eller anden tanke om at det er mærkeligt. Og der er nogle der er nysgerrige. Og det er nogle der er mere åbne over for det end andre.

Jeg har oplevet folk, hvor jeg har sagt, at jeg er spejder. Og de har kigget på mig og sagt: ’hvad! Er du spejder? Det giver jo ikke noget mening sådan som du er.’

Det kommer meget an på, om folk er villige til at få en ny opfattelse af det, de havde en bestemt opfattelse af før. Og om folk vil lytte og bryde de fordomme, de selv har. For det er svært at undgå at have fordomme.

Der er et bål, og der er nogle der snitter pinde. Det er den referenceramme man har til, hvad spejder er. Og når man så kommer op, og det hele bliver lidt avanceret, i 18 plus alderen, så tror jeg, at det er der, den kan briste lidt. Fordi den referenceramme man har til, hvad spejderverden er, er fra en meget, meget yngre aldersgruppe end, hvad det er, at være spejder, når man er 20 år.”

Hvad har du lært ved at være spejder?

”Jeg har lært at lede andre, ved at lytte til deres behov. Jeg har både lært at lede og at blive ledt. Og jeg har lært at udfordre mig selv og ’learning by doing’, at man faktisk går ud og gør noget, og ikke bare ved noget om teorien bag.”

Skakspilleren

Frank Severinsen -Skakspiller

Navn: Frank Severinsen

Alder: 20 år

Hobbylængde: Har været skakspiller i halvandet år

Hvad er det bedste ved at være skakspiller?

”Det er umådeligt socialt, selvom man ikke skulle tro det. Man møder en masse fede mennesker.”

Er det, at være skakspiller, noget du er åben omkring eller noget du skjuler?

”Jeg ville aldrig stå inde på A-bar og råbe, at jeg var skakspiller. Det er bestemt ikke noget jeg nævner til at starte med. Det er ikke fordi, jeg er flov over at sige det, men det kommer helt an på selskabet, om jeg siger det eller ej.

Men det er ikke noget jeg ville introducere mig selv som, af den grund, at man bliver lynhurtigt sat i bås for det.”

Hvad tror du folk tænker om skakspillere? Er det sejt eller kikset?

”At man er super nørdet, at man er en ’brainiac’. Og andre har en ide om, at man ikke har nogle venner og derfor bruger sin tid som skakspiller.

Nogen synes, det er vildt fascinerende, at der er folk, der går op i det, som ikke er 60 år gammel.

Jeg har altid gået meget op i at lave nørdede ting, men ikke være en nørdet person. Jeg kan ikke klare sådan nogle mennesker. Og det er jo også dem, man lynhurtigt bliver sat i bås med. At man er den der type, der har glemt sine seler og glemt sin kam til at frisere håret til side. Og det er faktisk en personlighed, jeg tager afstand fra. Og det er også grunden til at jeg ikke vil introducere mig selv som skakspiller til at starte med. Fordi det er en bås jeg ikke gider ind i.”

Hvad har du lært af, at være skakspiller?

”Man begynder, at kunne se paralleller mellem skakken og livet generelt.

Min stil inden for skak er, at jeg altid ofrer sindssygt meget, for at få et godt angreb ind. Og det begyndte jeg også at prøve at implementere i hverdagen, og lade være at bekymre mig om bønderne så at sige, men gå efter kongen, og så kan det være, at der må falde en officer undervejs, men så længe du kan holde dit angreb mod kongen gående. ”

Det koordinerede parti, det minder umådelig meget om en eksamen. Du sidder i 4 timer ved det samme bord, og du er nødt til at komme ud med et resultat. Du er nødt til at presse dig selv hele vejen. Det er meget muligt, at du ikke har en ide om, hvad din stil skal handle om, men du er nødt til at finde på det, og du har de 4 timer, og så er det slut.”