REJSER

tir, 06 jan 2015

Marie Key åbner forårsturné på Vejle Musikteater

Glædeligt gensyn og en ny plade. Det bliver et glædeligt gensyn med prisvindende Marie Key, som senest besøgte Vejle Musikteater i forbindelse med Rock i Byparken i 2013. Den 20. marts 2015 kommer hun heldigvis igen forbi Vejle Musikteater og giver koncert i Store Sal. Og der bliver tale om ikke mindre end turnépremiere i Vejle på hendes forårsturné, som kommer i forlængelse af ny albumudgivelse. Sidste album, ”De her dage”, som må siges at være hendes gennembrudsalbum, leverede hits som "Uden Forsvar" og "Landet" og indbragte i november 2013 seks statuetter til Marie Key ved årets Danish Music Awards. Nu er hun tilbage med single, album og tour. Mandag den 2. februar 2015 udkommer Marie Keys nye album "Tænker du vi danser". Sangerinden og sangskriveren er tilbage med en ny sound og et nyt udgangspunkt. De ulykkelige forelskelser er trådt i baggrunden, og frem dukker en række begejstrede og boblende kærlighedssange. Marie Key danner igen makkerskab med sin producer Andreas "Maskinen" Sommer, og sammen har de bragt en god portion soul ind i deres musikalske univers. Det kan høres på albummets første single "Fatter det nu", som kom på gaden den 29. december. Marie Key siger om den nye plade: "Med få undtagelser er det - efter min mening - en meget lys plade. Både i sin musikalitet og i sine tekster er det et optimistisk album. Flere af sangene handler om at give slip på de forbehold og betænkeligheder man måtte have, og stedet for tro på kærligheden og fremtiden". Billetsalget starter tirsdag den 6. januar.