MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 20 nov 2014

Mest til drenge og lidt til piger

Pige på 16 år fra Odense

Spørgsmål: Hej. Jeg har hele mit liv været til drenge, men efter at jeg er kommet på efterskole og har mødt en fantastisk pige, er jeg pludselig kommet i tvivl. Jeg kan virkelig godt lide hende, og jeg ved, at hun også kan lide mig. Derfor er jeg meget forvirret. Vi har kysset lidt, og når vi gør det, så tror jeg, at jeg føler mere for hende end bare et venindeforhold. Vi har snakket meget om det, men jeg er stadig virkelig forvirret oppe i mit hoved. Jeg har altid godt kunne lide drenge, og det tror jeg stadig, at jeg kan. Jeg har aldrig rigtig kigget efter piger, og de har aldrig rigtig tiltrukket mig på samme måde som med drenge, undtagen med den her pige. Mit spørgsmål lyder så på, om man godt kan være 90% til drenge og så de sidste 10% til piger? Eller måske hele 99% til drenge og kun 1 enkelt % til piger? Håber at i kan svare på mit spørgsmål. Hilsen den forvirrede. Svar: Det er svært at opgøre i procenter, hvor meget man er til det ene eller andet køn. I stedet for at tænke på, hvor meget,  du er til drenge eller til piger, kan du fokusere på , hvem du er forelsket i uanset køn. Ligesom det, du nu oplever med din veninde. Forelskelsen er sikkert vigtigere end kønnet på den, man er blevet forelsket i. Et menneskes seksualitet kan sagtens være  dynamisk og kan ændre sig gennem hele livet. De fleste vil dog kunne mærke indeni, hvad de er mest tiltrukket af. Vi kan ikke fortælle dig, om du er mest til det ene eller andet køn – det kan kun du mærke. Det er helt almindeligt at være forvirret over, hvilket køn man er til – særligt i ungdomsårene. Det er også helt almindeligt at være til begge køn. Måske det vil være rart for dig at udforske det lidt mere? Har du lyst til at blive kærester med din veninde? Eller er det mest seksuelt, du har lyst til hende? Det kan fx hjælpe at stoppe med at tænke sig selv ind i en bås, hvor man enten er til det ene eller andet køn. Du kan også prøve at snakke med andre, der har oplevet tvivl om deres seksualitet. Du kan ringe til eller skrive med Ungdomstelefonen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede. Rådgivningen er åben hver tirsdag kl. 19-21 på 33 36 00 80 eller på Ungdomstelefonen.dk.