Du må overveje ikke at omtale dig selv som "dellepigen"

Min mave er ikke flad

Kvinde på 21 år fra Faaborg-Midtfyn kommune 

Kære sexlinien. Jeg er en kvinde på 21, og jeg har lidt problemer med mit selvværd. Min mave er det værste punkt på min krop. Jeg har været stor i skolen – faktisk overvægtig. Det er nu snart bikinisæson, og jeg er nervøs. Jeg har været igennem et meget stort vægttab i 2 år, og har kun lidt løs hud tilbage, som hænger og danner en delle på maven. Jeg må ikke tabe mere, for så bliver jeg undervægtig. Men nu synes jeg, det er svært, at skulle vise mig frem. For jeg er stolt over mit vægttab, men når jeg ser piger i deres bikini-kroppe med flade maver. Kan jeg skamme mig over, jeg ikke har sådan en smuk mave som dem. Jeg har en mave med en delle på, og jeg kan ikke blive flad som de andre. Hvordan skal jeg blive venner med min krop. Jeg synes, det er svært. Hilsen delle-pigen

SVAR:

Vi lærer desværre fra medier, porno og reklamer, at en tyk krop ikke er attraktiv, fordi den tykke krop ikke er synlig nogen steder. De kroppe, vi ser i porno, på film og generelt i mediebilledet, er slanke og veltrænede. Men den tykke krop skal helst gemmes væk eller blive slank, for så må den godt vises frem til bikinisæsonen.

Dette ideal om, at alle skal være slanke, får mange til at hade eller skamme sig over deres krop, hvis ikke den passer 100% ind i skabelonen. Men det er vigtigt at huske på, at skabelonen ikke er den almindelige krop. Den almindelige krop er den, du for eksempel ser i svømmehallen. Den har buler, deller, hår, strækmærker, ar osv. Men på grund af skabelon-kroppen er det almindelige nærmest blevet helt ualmindeligt, og får os til at føle os forkerte. Denne følelse af at være forkert er der nogen som tjener penge på, fx fitnesscentre, slankeprodukter, modeblade osv. Det er altså ikke en sandhed, at alle mennesker skal være slanke. Der er nogen som tjener penge på at fortælle os, at vi skal være det.

Første skridt til at blive bedre venner med din krop, er at prøve at se din krop, som det den er: din fantastiske krop, som bærer rundt på dig hver dag. Din krop som kan sanse, være stærk, blød, erotisk, danse.  Prøve om du kan lægge skabelonen væk et øjeblik og stil dig foran spejlet og se på din krop med kærlighed. Prøv at kærtegn din krop med øjnene. For første skridt til at komme ud af den skam, man har over sig selv, er ved at begynde at tænke anderledes om det, man skammer sig over.

Dernæst kunne du også overveje ikke at omtale dig selv som dellepigen, for du er så meget mere end, hvordan din krop ser ud. Der ingen grund til at give dig selv øgenavne! Hvis du gerne vil på stranden til sommer, skal du tage på stranden. Din krop er ikke forkert, og du må gerne være på stranden, selvom du har en delle på din mave.

Vi er godt klar over, at de tanker, man kan tænke om sig selv, ikke forsvinder natten over. Det tager tid at lære sig nye tankemønstre og vaner. Og det ideal, som vi ser i medierne, påvirker os nok stærkere end vi er klar over. Men at ændre sine tankemønstre kan være starten på at lære at holde mere af sig selv. Der findes mange forummer om kropspositivisme på nettet, der handler om at gøre modstand mod det skadelige kropsideal og elske sin krop, som den er. Det kan du prøve at søge på, hvis du synes, det kunne være interessant at læse mere. Derudover kan du også, hvis du meget gerne vil blive ved med at arbejde på at få en flad mave, træne dine mavemuskler uden at træne din kondi. På den måde får du opbygget mere muskelmasse, men uden at tabe dig.

Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl.15-17 på alle hverdage. Nummeret er 70 20 22 66.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.