Simone Colling og Casper Christensen som "filmfar og datter"

Mød Casper Christensens “ukendte datter”

Der er både danske og internationale stjerner med i den nye Klovn-film, ”Klovn Forever”, som får premiere den 24. september. Og så er der den 21-årige debutant, Simone Colling. Hun er ikke uddannet skuespiller, men hun fik alligevel rollen som Caspers datter i filmen

LÆS OGSÅ: “Hovedtraileren til Klovn Forever har premiere”

Tekst: Rasmus Lund

Foto: Presse

TJECK: »Hej Simone. Kan du starte med at fortælle lidt om, hvem du er, og hvad du laver?«

Simone: »Det kan jeg sagtens. Jeg hedder Simone Colling, er 21 år og bor i København, hvor jeg har boet det meste af mit liv. Når jeg ikke spiller med i Klovn, arbejder jeg blandt andet som ansvarlig for danserne/værtinderne på Lina Rafns natklub “Klosteret”. Udover det danser jeg selv, og i øjeblikket er jeg med i danseshowet “Hemmelig”. Jeg har ikke danset ret længe, det er først inden for det seneste halvandet år, at jeg virkelig er begyndt at gå op i det. Jeg får en del inspiration fra min kæreste RicoCoker, der er professionel danser og kan ses i en masse forestillinger i København i år.«

TJECK: »Hvordan fik du rollen som Caspers datter i filmen?«

Simone: »Anja Philip fra castingbureauet Casteriet spurgte mig allerede, da jeg var 14, om jeg ville være tilknyttet hendes bureau. Det ville jeg gerne, men jeg havde ikke rigtig været til nogen castings, før jeg blev hevet ind til Klovn Forever. Jeg var faktisk i Frankrig, da de ringede, men nåede heldigvis hjem i tide til at nå en casting. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive mig, og jeg var derfor også meget afslappet omkring det hele. Jeg har tidligere arbejdet for et produktionsselskab, og med en far i tv-branchen har jeg ofte mødt dygtige skuespillere. Så jeg var i virkeligheden ikke vildt imponeret over, at det var Casper og Frank.«

TJECK: »Noget af filmen foregår i Los Angeles. Hvordan var det at være med derovre?«

Simone: »Det var en virkelig fed tur. Det var mest Casper, Frank og jeg, der var på settet i LA under mine optagedage. Casper og Frank er utroligt søde og meget imødekommende. Mikkel Nørgaard, instruktørenpå filmen, var også meget hensynsfuld og opmærksom, på trods af at han havde meget at se til. Casper havde sin virkelig skønne kone Isabel med på turen, og jeg nød absolut også hendes selskab, de dage hun var med.«

TJECK: »Hvad lavede du derovre uden for settet?«

Simone: »Vi var derovre i tre uger, og jeg startede med at have fri i ti dage, hvilket var helt fantastisk.

Der er virkelig langt imellem alt i LA, og der var af gode grunde ikke nogen af de andre på holdet, der havde tid til at køre mig rundt. Heldigvis kunne jeg mødes med nogle gode venner, der var derovre, og jeg fik shoppet, taget dansetimer og solet mig en masse. Efter de ti dage havde jeg cirka en uge, hvor jeg var på settet og indspillede hver dag. Det var ret godt sammensat, og så kommer man hurtigt ind i det. LA er en fed by, men det er også et specielt sted. Jeg ville til hver en tid anbefale byen, bare for oplevelsens skyld.«

TJECK: »Hvad er dine fremtidsplaner? Vil du gerne gøre karriere som skuespiller?«

Simone: »Det har ikke været en stor drøm for mig at blive skuespiller, men det kunne helt sikkert være spændende at udforske faget. Det kunne være ret interessant at få mulighed for at spille en mere ekstrem rolle. Det var rigtig sjovt at spille rollen som Caspers teenagedatter, og det ville jeg bestemt også gøre igen. Uanset hvilken rolle det var, ville jeg nyde at spille sammen med Casper og Frank igen. Det har virkelig været en fornøjelse.

Men jeg har også en stor passion for design, og jeg arbejder på forskellige designs med skrædderen Hanne Kohlmets. Det ville heller ikke være umuligt at se mig i eget design til filmpremieren. Så danser jeg jo stadig, og elsker også det. Jeg tror i virkeligheden bare, at jeg laver og gør, hvad jeg synes er sjovt. Jeg er stadig 21 år, og hvis det ikke er sjovt, så er det ikke det værd. Jeg udskyder alt det hårde og kedelige arbejde så meget som muligt. Hvis jeg er heldig, så når jeg aldrig at indhente det.«

TJECK: »Det virker som om, du er meget kreativt og kunstnerisk anlagt. Hvad skyldes det?«

Simone: »Det er svært at sige. Jeg kommer ud af en kreativ familie og har altid haft behov for at prøve forskellige ting som musik, kunst, dans eller design. Min mor, Christine Colling, har mange talenter. Hun er både sanger, dramalærer og lidt den type, der kan skabe noget ud af hvad som helst. Min far, Carsten Colling, er manuskriptforfatter og musiker. Ligesom min mor er han utroligt god til at skabe ting, og han har altid gang i projekter. Så jeg er vokset op i et hjem med musik, sang og dans. Jeg var en hel del med mine forældre på arbejde, på settet og bag scenen. Showbusiness har med andre ord aldrig været helt fremmed for mig. Min bror, Viktor på 24, er min absolut største inspirationskilde. Det er utroligt, hvad han kan. Jeg har aldrig tænkt, at jeg ville følge i mine forældres eller min brors fodspor, og den dag i dag går jeg stadig ikke efter det. Men jeg ville ikke kunne leve uden mine kreative projekter.«

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.