MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 19 mar 2018

Mr. One Direction var en Identitetsløs affære

Harry Styles 19. marts 2018 Royal Arena Lyset slukker og 11.500 håbefulde unge (piger) melder deres tilstedeværelse med hvinen og skrigen. De er nu klar til at se en af Europas største popidoler, ja ingen anden end Harry Styles. Der er næsten Beatles tendenser i Royal Arena - piger skriger så højt, at det næsten overdøver salen, men også kun lige ved og næsten. Harry er stylet i et glimmer jakkesæt, og bag ved ham har han sit band, som også er klædt spravlende. Styles går på med Only Women, og kommer fint fra start. Hans stemme virker en smule indelukket i forhold til hvad den plejer at være. Har turnéen været for hård ved ham?! Produktionshold har gjort et godt stykke arbejde. De har nemlig lavet en meget flot, men lille scene, der komplimenterer 70'er looket, som Styles kører. Det er smart, da en scene hurtigt kan blive meget stor når Harry er stilstående over flere omgange, da han skal synge og spille guitar samtidig. Harry er en smule kedelig, og formår ikke at skabe intimitet omkring hans musik, på trods af han har et overvejende siddende publikum og en intim lille scene - det er lidt synd for han har alletiders mulighed for at skabe magi. Men desværre fremstår alt planlagt ned til sekundet, og Styles bruger alle klassiske tricks til at få folk til at skråle. Faktisk skulle man tro, at det ville være muligt at skabe intimitet med en følsom sang som Ever Since New York, men ak nej - koret på back tracket er overdøvede, voldsom og decideret malplaceret. Det er dog ikke alt, som er planlagt. Carolina kikser helt, og det virker til, at han kommer helt forkert ind på sit back track. Det blev dog reddet, da de kom til omkvædet. Hele Royal Arena stod forstummet og forstod ikke hvordan det kunne gå så galt. Publikum forholdte sig dog ikke stumme, da Harry spiller One Direction. En halv time inde i koncerten spiller Styles Stockholm Syndrom. Alle pigerne omkring mig kan hvert eneste ord. Efter Medicine får Harry Styles hele Royal Arena til at synge fødselsdagssang for Thea, der fylder 22 år. Jeg er sikker på, at samtlige piger herinde er jaloux! Styles driller dog hende også lidt imens han snakker med hende, men på en sød måde. Dejligt, at han kan afvige manuskriptet - det var forfriskende. Efter Meet Me In The Halway skifter Styles scene, og bruger en endnu mindre opsat scene i den anden ende af koncertsalen. Her synger han Sweet Creature akkompagneret af hans guitarist, hvilket fungerer pisse godt. Jeg ville dog ønske, at han havde gjort det endnu mere bart og sårbart. Det bliver enormt poleret, pænt og storladent. Han prøvede at gøre det med If I Could Fly, der også er et One Direction nummer - men det forbliver overproduceret. Mr. One Direction er tilbage på hans "store" scene og synger Anna, hvor vi fik en smule af George Michaels Faith ind over. One D's største hit, What Makes You Beautiful, blev genstand til kæmpe begejstring i Royal Arena, men Harry har ikke den samme lyse vokal som tidligere - så han måtte tage anden stemmen, da han tydeligvis ikke kunne tage fuld register vokalen. Der fes luften sgu ud af ballonen - øv! Og nej, man kan ikke bare kompensere ved at spille højere. Jeg savner sgu, at kunne mærke energien og ikke bare blive blæst bagover af høj volumen. Sign of The Times, der er Harry Styles største solo hit opsummerede hele koncerten i store træk - Identitetsløs, energiforladt, overproduceret og kedelig. På mange måder minder koncerten om en skål pasta bolognese, hvor man ikke har tilsat salt. Næsten alle ingredienserne er der, men det sidste, der skal samle retten der mangler. Under Kiwi prøvede Harry på at imitere Mick Jagger, ved at kopiere hans karakteristiske dans - stop dig selv - du er og bliver aldrig Jagger. Endvidere blev Styles cover af Fleetwood Macs The Chain en tåkrummende oplevelse. Derimod var From the Dining Table en ærlig oplevelse, som Harry gerne må dyrke lidt mere - overproduktionen var da næsten fjernet.
None

None