Sivas har udgivet sit første album med titlen "Familie Før Para". Siden Sivas i 2013 brød igennem lydmuren med debut-EPen 'd.a.u.d.a.', har han revolutioneret den hjemlige hiphopscene og banet vejen for en helt ny type kompromisløs rapmusik.
Før hitsuccesen med "d.a.u.d.a", var Sivas et hypet navn i den dybeste undergrund, som de færreste udenforstående havde hørt om. Men på rekordtid blev han en af de allermest spillede danske kunstnere, og pludselig havde hiphopfans i hele landet lært at rappe med på linjerne i et originalt tekstunivers proppet med ghettoslang og et miks af multietniske udtryk som "shufi", "para" og "shababs"- det sprog Sivas normalt taler med vennerne fra blokken i Brøndby Strand. Iranskfødte Sivas vandt i 2014 den prestigefyldte sprogpris Polka Verner Legatet sammen med forfatteren Klaus Rifbjerg og har desuden vundet prisen for "Årets danske urbanudgivelse" og "Årets Solist" ved Danish Music Awards. Gennembruddet har efterfølgende sat skub i en massiv bølge af ny musik, hvor kunstnere som Gilli, Kesi og Højer Øye er dukket op af undergrunden. LÆS OGSÅ: "Kom tæt på Lord Siva i ny live-session video" Sivas har brugt mange år på at lave musik og nå dertil, hvor han er i dag. Som teenager så han, hvordan mange af barndomsvennerne begav sig ud i kriminalitet, solgte stoffer og tjente masser af sorte penge, mens han selv søgte tilflugt i musikkens verden. Ofte til langt ud på natten, fordybet i lyde og ord. Derfor kom han også for sent op om morgenen og endte med at blive smidt ud af flere gymnasier pga. for højt fravær. Selvom succesen de seneste år har været overvældende, har Sivas ikke fjernet blikket fra det, han føler vejer tungest i tilværelsen. Kærligheden til musikken og de nære relationer. Derfor er det vigtigt for ham, at man ved at lytte til albummet frem for alt kan mærke, hvad han er drevet af:"Hvad er din drivkraft i livet ... Er det para, eller er det familie?
Hvis din familie er din drivkraft, kan du klare alt. Du kan komme igennem de sværeste forhindringer og bestige de højeste bjerge bare med den energi, som er til stede, når man gør noget for nogen, man elsker.
Hvis penge er din drivkraft, kan du være sikker på, at du bliver mødt af en masse negativ energi, grådighed og jalousi. Og du ender som en fattig mand, uanset hvor rig du er.
"Familie Før Para" er en påmindelse, til mig selv først og fremmest, men også en tankegang. Jeg håber, at alle dem, der lytter til min musik, og de unge, der ser op til mig, tager det til sig og gør det til deres livsstil."
- Sivas "Familie Før Para" er Sivas' første fulde album, som han udgiver i samarbejde med sin trofaste producer Reza. De melodiske og stilsikre produktioner er inspireret af dirty south-lyden fra de amerikanske sydstater, som rappere som 2 Chainz og Rick Ross repræsenterer. En lyd, der ikke ligner noget, man tidligere har hørt inden for Danmarks grænser. Albummet indeholder singlerne "Jaja" og "Kun hinanden" og byder på gæsteoptrædener af blandt andre kollegerne Gilli, Ukendt Kunstner og MellemFingaMuzik. Sivas kan opleves live på PROBLEMA TOUR, der løber af stablen 26. februar i Helsingør