En barndomsdrøm går i opfyldelse

Paul McCartney Pinkpop, Holland 12. juni 2016 Anmeldt af: Amir Amirian   Regnen siler ned alt imens vi venter på en af musikhistoriens største og vigtigste kunstnere. Jeg har personligt ventet på dette øjeblik i mange år. Lige siden 5.-6. klasse har jeg lyttet til The Beatles, og imens mine klassekammerater lyttede til Backstreet Boys. Bevares det lyttede jeg også til, men Beatles har altid haft en særlig interesse. Nu kulminerer spændingen og Sir McCartney indtager scenen med

A Hard Day’s Night

som første skud på stammen. Det gav et skud energi til publikum, der ellers var nedkølet og våde af regnen. Big Mecca spillede ikke kun numre fra The Beatles, men også hans efterfølgende band Wings. Her fik vi bl.a.

Letting Go, Let Me Roll It, Nineteen Hundreed and Eighty-five

og

Band on The Run.

Særligt det sidste nummer fik gang I publikum. Det var dog tydeligt at mærke, at folk helst ville høre Beatles numrene. Det var de numre, der fyrede op for Pinkpop og startede en folkefest. Folk skrålede med på

Can’t Buy Me Love, We Can Work It Out, Lady Madonna

og

Ob-La-Di Ob-La-da.

Under det sidst nævnte nummer gav McCartney scenen til publikum, der nu sang pladsen op. Hvor er det fedt! Big Mecca havde ikke glemt sine afdøde venner. Han dedikerede

Here Today

til John Lennon, og

Something

til George Harrison, da dette er en af Harrisons Beatles sange. Herudover spillede han den på ukulele, da Harrison elsker det instrument. Paul viste et kæmpe overskud søndag aften sent. Han snakkede Hollandsk, som blev modtaget med et vældigt grin af hollænderne. Ja jeg fattede ikke hvad han sagde, men jeg mistænker, at de grinte af hans dårlige accent. Det var dog meget tydeligt, at han læste op fra et papir. Det stoppede dog ikke her. Under koncerten beder en person ham om at spille Ram On, hvorefter han spiller sangen med sin ukulele, som han havde tænkt sig at spille næste sang med. Det er fandme overskud. Bandet sluttede sig til ham, og her fik Pinkpop et nummer McCartney ikke har spillet for andre under tournéen. Aftenens smukkeste øjeblikke var utvivlsomt under

Blackbird og Eleanor Rigby,

og jeg må erkende jeg blev lidt følelsesladet og sentimental. Det er ingen hemmelighed, at McCartney har hittet med en sang for nyligt, og her må man blot hylde Kanye West, der hiver en has-been tilbage til det 21. århundrede. Havde det ikke været for Kanye havde alle glemt Paul – sarkasme kan forekomme. Ikke desto mindre spille Big Mecca

FourFiveSeconds,

om end i en lidt countryfiseret udgave. Det var tydeligt at høre, at Sir Pauls stemme er medtaget med årene. Han kan ikke ramme de samme toner længere og ind imellem kan man mærke, at han anstrenger sig. Det gør også, at han indimellem virker som en cover-artist på sig selv. Hans instrumentale færdigheder er dog ved bedste velgående, og måske endda bedre end nogensinde. Han fyrede en masse fede guitar soloer af, og hans klaverspil sad i skabet. Hans band var også vilde, særligt vil jeg fremhæve trommeslageren, der lagde hjerte og sjæl i hans trommespil. Aftenen sluttede af med bl.a.

Let it Be

og

Hey Jude.

Dette gav anledning til, at hele Pinkpop endnu engang sang med. Herefter gik han af scenen, men kom tilbage med ekstra numre som bl.a.

Carry that Weight

og

The End.

En virkelig god aften, hvor jeg fik lov at udeleve drøm jeg har haft siden barnsben. Det var intet mindre end stort at se Big Mecca, der gjorde det forrygende.