Dream City på Roskilde Festival er stedet, hvor drømme bliver til virkelighed. Men det er også et sted for åbenhed og mangfoldighed, ifølge beboerne i Camp UniCorny.
Af: Oda Bagøien Hustad.
Foto: Jesper Nørbæk.
Dream City er en del af campingområdet på Roskilde Festival, hvor festivaldeltagere har fået støtte fra festivalen til at bygge lejre med opsigtsvækkende koncepter. Nogle deltagere har bygget posthus, andre har bygget en kirke af øl. Men Camp UniCorny har et helt specielt budskab med sin farverige facade: To kæmpe enhjørningehoveder i lyserødt og blåt.
”Temaet i vores lejr er fri seksualitet. Alle skal kunne føle sig hjemme her, hvadenten de er homoseksuelle, lesbiske, heteroseksuelle, biseksuelle eller transseksuelle,” siger 22-årige Line fra København. ”Det er et sted hvor folk skal kunne slå sig løs og feste sammen,” smiler hun.
Der står tre danske organisationer bag Camp UniCorny: Bøsse Lesbiske Universitets Studerende (BLUS), LGBT Ungdom og Saabah, som er et netværk for homoseksuelle med ikke-dansk etnicitet.
2013 er Camp UniCornys første år på Roskilde Festival, men lejren er hurtigt blevet et populært sted at feste i opvarmningsperioden. Lejrbeboernes mål på festivalen er klart: At slå fordomme ihjel, bryde heteroseksuelle normer, og ”shine bright like a diamond” hele vejen igennem.