Fem scener og 45 bands står klar til Tivolis festival Offspring, der skydes i gang fredag. Efter to succesfulde år som Fredagsrock Festival varer festivalen nu to dage og er blevet døbt Offspring. Der satses på 35.000 gæster over begge dage. Hør nye danske artister som Ponyblod, Sekuoia, The Minds of 99, KIll J, Marvelous Mosell og mange flere. Offspring byder også på besøg fra det luxembourgske vækstlag samt lægger hus til Dansk Lives musikbranchetræf.
Offspring løber af stablen den 25.-26. april i Tivoli, hvor den lovende singer-songwriter Son of Caesar åbner med første koncert i Biergarten fredag kl. 17.45. Livemusikken spiller lige indtil electropop-trioen Ginger Ninja lukker lørdag kl. 22.55 på Plænen. Til Offspring er der upcoming bands og solister for enhver musiksmag. I det store program findes bl.a. Mont Oliver, S!vas, Darkness Falls, Jacob Bellens solo, Mendoza og mange flere fremadstormende danske navne. Oplev også de tre vindere af P3s KarriereKanonen, The Minds of 99, Vild $mith og Amin Karami, plus den nye vinder af P3 Gulds talentpris, Ukendt Kunstner. Alt sammen på særlige Tivoli-scener: Plænen, Radiobilerne, HarmoniPavillonen, Glassalen og Biergarten.
Offspring er gratis for Tivolis gæster. Entré til Tivoli indtil kl. 20.00 koster 99 kr. Efter kl. 20.00 koster det 139 kr. Billet til begge Offspring-dage fås for 150 kr. Køb billet og se det fulde program med scener og spilletider på www.fredagsrock.dk