Hendes historie er som taget ud af en drejebog fra Hollywood - enestående.
Hun er flygtning, medicinstuderende og dansk landsholdsspiller i fodbold. TJECK Magazine har mødt 25-årige Nadia Nadim til snak om en dyster fortid og en lys fremtid.
Tekst: Sune K. Sørensen
Foto: Anders M. Teibel
9. marts, 2009. Det danske kvindelandshold møder USA til Algarve Cup i Portugal. Der er spillet 21 minutter af første halvleg, og på sidelinjen står en 21årig pige og tripper utålmodigt. Pulsen er høj. Hun skal skiftes ind til sin debut, og hun er ved at skrive historie. Nadia Nadim er på vej til at blive den første indvandrer nogensinde til at repræsentere et dansk A-landshold i fodbold.
Med falsk pas og lastbil.
På flugt. Det har aldrig stået skrevet i stjernerne, at Nadia Nadim skulle vokse op i Danmark og blive professionel fodboldspiller. Som datter af en general i den afghanske hær, bliver Nadia i 1988 født til en tilværelse i et af Kabuls finere kvarterer. Men lykken er kortvarig. I 1996 tager Taleban magten i landet, og to år senere bliver hendes far anholdt og anklaget for spionage. Nadia ser ham aldrig igen. Der er borgerkrig i landet, og en dag får familien besked om, at han blev henrettet allerede dagen efter sin anholdelse. I år 2000 flygter Nadias mor med sine fem piger fra hjemlandet og sætter kursen mod London. Først flygter de til Pakistan, hvorfra de på falske pas flyver til Italien. Her bliver de gelejdet ind i en lastbil, hvor de sidder klaustrofobisk klemt under kummerlige forhold. Lastbilen holder ingen pauser. Når pigerne skal tisse, er det i en plasticpose. Efter nogle dage stopper lastbilen. Menneskesmuglerne genner dem ud. Det er tidligt om morgenen, og i stedet for synet af Big Ben bliver de mødt af tomme og trøstesløse gader i Randers. De er havnet i Danmark.Danmarks svar på Zlatan?
Som den første indvandrer nogensinde på et dansk A-landshold og på grund af sine evner og temperament bliver Nadia Nadim ofte sammenlignet med svenske Zlatan Ibrahimovic. Men sammenligningen holder ikke helt, mener Nadia selv. »Mit hår er flottere, og så har jeg ingen tatoveringer«, griner hun. »Men jeg kan faktisk godt lide hans attitude, og vi har måske også samme indstilling til tingene. Jeg har også temperament, og nogle gange koger det over for mig. Men jeg har aldrig været svinsk«, forsikrer hun. Netop Zlatan og ”fede” Ronaldo er hendes idoler, og hun har lært meget af at se dem brillere på youtube. Men det var hendes far, som introducerede hende og søstrene for fodbold. »I Afghanistan havde vi en aflukket have, hvor ingen kunne kigge ind. Det var ikke så velanset, at piger spillede bold, men i haven kunne vi spille fodbold og mur. Det var alt, hvad vi behøvede«, siger hun.Født konkurrencemenneske
Da Nadia som 15-årig for første gang deltog i et DBU landsstævne på Lolland Falster, fandt hun ud af, at hun var god til fodbold. Naturtalent vil hun dog ikke kaldes. »Talent er slet ikke nok. Det kræver hårdt arbejde«, slår hun fast. »Min storesøster spiller også fodbold, og hun var faktisk meget bedre end mig, da vi spillede på juniorholdet. På et tidspunkt begyndte hun bare at dovne den lidt af, fordi hun troede, hun kunne leve på sit talent. Og fordi jeg så gerne ville overgå hende, arbejdede jeg bare hårdere og endte med at overhale hende«, siger hun. To af Nadia Nadims søstre går også voldsomt op i sport, og hun mener, at det medfødte konkurrence-gen har hjulpet hende med at nå til tops. »Mine søstre og jeg konkurrerer faktisk i alt – ikke kun i sport. Da vi var yngre, var det alt lige fra, hvem der kunne spise mest is i den lokale isbar, til hvem der kunne børste tænder i længst tid«, siger hun grinende. »Men det betyder også, at jeg vil vinde i alt«, slår hun fast.I rødt og hvidt
– Fra landsholdstrøje til lægekittel
Selvom Nadia Nadim lader benene tale på banen, er hun også en kvinde med ben i næsen. Udenlandske klubber har flere gange trukket i hende, men hun vil ikke af sted, før hun har gjort medicinstudiet på Aarhus Universitet færdigt. Inden flugten til Danmark havde hun aldrig gået i skole, og det har krævet hårdt arbejde at komme på universitet. Men da hun møder TJECKs udsendte, kommer hun direkte fra en eksamen med et 10-tal i lommen. Når hun en dag sparker læderet i nettet for sidste gang, drømmer hun om at tage en hvid lægekittel på. »Mit studie betyder rigtig meget for mig. Selvom fodbold er mit liv lige nu, så vil jeg gerne være læge, når karrieren slutter. For mig er det vigtigt at lave noget, hvor jeg kan hjælpe andre«, siger hun. Det kan godt være svært at finde tid til både fodbold og fuldtidsstudie. »I december måtte jeg melde afbud til landsholdets tur til Brasilien på grund af mine eksamener, og jeg har også lektier med på træningslejre«, siger hun. »Det er bestemt ikke let i eksamensperioder. Med så meget fodbold kommer jeg let bagud. Jeg er også en person med så meget krudt i røven, at jeg har svært ved at sidde stille til forelæsninger. Varer de mere end to timer, bliver det ren tortur for mig. Så er jeg nødt til at gå ud og jonglere lidt«, siger hun.En rigtig rollemodel?
Nadia Nadim er en solstrålehistorie. Hun er velintegreret, læser på universitetet, og hun er som den første indvandrer nået til tops i dansk fodbold. Af disse grunde er der mange unge, der betragter hende som et forbillede. »Jeg er stolt over, at nogle ser mig som en rollemodel. Og det betyder meget for mig, når folk skriver til mig på facebook«, siger hun. Hun bruger meget tid på at holde foredrag på skoler og i klubber, og hun er engageret i et integrationsprojekt for udsatte unge i Rosenhøj i Aarhus. I 2010 indstillede Team Danmark hende endda som kandidat til Idrættens Kulturpris. Nadia har et klart budskab til unge med samme baggrund som hende selv. »Man skal forsøge at se tingene fra en positiv side, ikke gå ned i modgang, og så skal man altså tro på sig selv«, siger hun. »Mange indvandrere føler måske, at det er hårdere for dem at nå til tops inden for sportsverdenen, men min historie viser, at intet er umuligt. Det kan godt lade sig gøre, men man skal have en stærk mentalitet og ville det rigtig, rigtig meget« fortsætter hun alvorligt.Fordommene følger med fodbolden
Nadia Nadim er kvinde og muslim. Og det er ikke alle muslimer, der synes godt om, at hun er blevet fodboldspiller. »Jeg er blevet mødt af rigtig mange fordomme i mit liv. Der har været mange historier om mig. Specielt før jeg blev landsholdsspiller var det hårdt«, fortæller hun. Hun er aldrig blevet forfulgt eller truet, selvom hun har mødt folk med dårlig attitude, som har sagt en masse grimme ting til hende. »Det har også været hårdt for min familie, og særligt min mor har måtte lægge øre til mange spørgsmål og rygter«, siger hun. »Skal hun ikke snart lære at lave mad? Hvornår skal hun forloves? Og sådan noget i den dur«, siger hun og trækker lidt på smilebåndet. »Når min mor havde snakket med andre, blev hun også nogle gange bekymret over, at jeg rendte rundt med drenge. Men vi spillede jo bare fodbold«, siger hun og fortsætter med alvor i stemmen: »Der er så mange normer for en muslimsk pige. Mange forventninger man skal indfri. Men jeg gik min helt egen vej, og det er ikke alle der ser lige positivt på det. Men jeg er altså ligeglad med, hvad andre mennesker tænker«, siger hun. »Jeg er optimist og jeg ser bare generelt positive i det meste«, fortæller hun. Sådan er det også med den kommende EM-slutrunde i Sverige til sommer. »Vi vinder«, siger hun med et glimt i øjet.