MUSIK INTERVIEW & TRENDS

lør, 16 feb 2019

iPhone har fået et frisk pust

Apple iPhone XR Vejl. pris: 6.699 kr. (64 GB), 7.149 kr. (128) og 8.049 kr. (256 GB)   Lige siden iPhone tog sit indtog i Danmark, har den været den mest hypede telefon, ligesom den de sidste mange år har været allemandseje. Modsat til for få år siden, så lancerer Apple i dag flere modeller samtidig, således at det er muligt at købe efter ens behov. De dyre udgaver, der koster mere end Apples computere, er tiltænkt tech-nørderne, hvorimod de billigere udgaver egner sig til de ”almene” brugere. Det er imidlertid forsat en af de dyrere telefoner – uanset modelkøb - når man sammenligner med de nærmeste konkurrenter Huawei og Samsung. Den 12. september 2018 offentliggjorde Apple de nyeste modeller, iPhone XR, iPhone XS og iPhone XS Max, og jeg har fået fat på den prisvenlige version iPhone XR. På mange måder er iPhone XR en kombination af iPhone 8 Plus, iPhone X og iPhone XS. Det er utvivlsom den bedste iPhone til prisen, hvilket der generelt er enighed om blandt alle anmeldere. Med denne iPhone har man fjernet alle de ”dyre” elementer fra iPhone XS, dog at stå tilbage med følelsen af en budget iPhone, som man f.eks. gjorde, da Apple lancerede iPhone 5c. Denne model har nemlig sparet alle de rigtige steder, da jeg forsat har fat i en telefon med masse processor kraft, et godt kamera, god skærm og ikke mindst et flot design.
None

None

Design

Apple har med denne model taget inspiration fra deres iPhone 5c model, eftersom det er muligt at vælge mellem 6 forskellige farver, herunder blå, hvid, sort, gul, koral og rød. De har imidlertid ikke begået den samme fejl som sidst, hvor de lavede mobilen ud af plastisk, der gav følelsen af en lejetøjsmobil. I stedet har Apple taget det fornuftige valg og lavet mobilen ud af kvalitetsmaterialer, således at jeg fornemmer en eksklusiv og lækker iPhone når jeg ser den og holder den i hånden. Det fede ved at lave iPhone i flere farver er, at telefonen bliver mere personlig og nu kan jeg vælge min mobil ud fra min personlighed og temperament. Derudover bliver min telefon ikke på samme måde en del af masserne når man står i et lokale, hvor alle glor ned i skærmen. Udover de nye farvemuligheder, så er designet ikke ændret sig særlig meget i forhold til de tidligere modeller. Mobilen har forsat de afrundede kanter, og generelt er helhedsindtrykket nøjagtig det samme som de mange tidligere modeller fra Apple.

Skærm & kamera

Sammenlignet med den tidligere prisvenlige version, iPhone 8 og 8 Plus, så er en af de største forandringer ved iPhone XR, at skærmen er edge-to-edge. Altså, at skærmen fylder hele fronten. Endvidere er fingreaftryksfunktionen erstattet med ansigtsgenkendelse. Alt dette eksisterede også på iPhone X, men det er fedt, at det er inkorporeret i XR. Fuldskærmsløsningen er blevet muligt, eftersom Apple har fjernet ”home-button”. Dette betyder imidlertid, at man skal vænne sig lidt til den nye home-funktion. For at låse telefonen op eller for at tilgå startsiden, så skal man swipe op. Det tog et par dage før jeg helt havde vænnet mig til de nye måder at navigere rundt – det er svært at dræbe vaner man har haft de sidste mange år. Herefter kørte det dog smurt. Jeg er meget imponeret over, hvor godt ansigtsgenkendelsen fungerer. Faktisk synes jeg det fungerer meget bedre end fingreaftryksfunktionen. Det er meget sjældent, at jeg skal forsøge låse op flere gange og når det sker, er det min egen skyld. Endvidere er løsningen integreret i de apps jeg bruger, og derfor savner jeg på ingen måde fingreaftryksfunktionen. Det er fedt, at jeg forsat ikke skal bruge koder eller andet, men blot kan vise mit ansigt til telefonen. Endvidere er skærmen både større end iPhone 8 Plus på trods af at mobilen er mindre. De har opgraderet skærmstørrelsen fra 5,5” til 6,1”, og faktisk er mobilens skærm også større end iPhone X. Det er imidlertid en skam, at Apple har svækket opløsningen af iPhone XR i forhold til iPhone 8, samt at de har fjernet 3D Touch. De har imidlertid gjort kontrasten bedre. Derudover synes jeg det er en skam, at det er en LCD skærm, og ikke en OLED skærm, som både iPhone X og iPhone XS har. Dette er dog en af de steder, hvor Apple har sparet. iPhone XR har et virkelig godt kamera og nu har man mulighed for at lave Animoji og Memoji. Desværre har de fjernet vidvinkel- og teleobjektiv, samt den optiske zoom. Dette synes jeg er en skam.

Funktionalitet

Mobilen har som tidligere modeller en fantastisk ydeevne. Deres A12 chip gør, at alle programmet glider gnidningsfrit og man oplever aldrig at programmer hakker eller er langsomme. Jeg har spillet en del forskellige spil på mobilen, og der er virkelig god grafik og spillene kører smurt. F.eks. har jeg spillet en del Marvel Champions og telefonen kan trække spillet uden problemer og grafikken virkelig god. Derudover har telefonen et virkelig godt batteri sammenlignet med de tidligere modeller – bevares batterilevetiden kan stadig forbedres, men man må huske på, at Rom ikke blev bygget på en dag. Apple har med modellen givet flere valgmuligheder for så vidt angår hukommelsen i forhold til deres tidligere model, hvormed modellen fås i enten 64, 128 eller 256 GB. Endvidere er det muligt at anvende dobbelt simkort i iPhone XR, et nano-sim og et eSIM. Hos 3 kan du få ombyttet dit simkort til et eSIM for 100 kr.

Konklusion

iPhone er utvivlsom stadig en af de mest populære mobiler og med rette. iPhone XR er en virkelig god mobil, og jeg er særlig glad for den store skærm. Dens ydeevne er sublim og batterilevetiden er forbedret i højere grad end de tidligere modeller. Derudover synes jeg, at det er lækkert med de forskellige farvemuligheder. iPhone XR har i den grad fået et frisk pust.  
None

None