MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 18 jun 2009

JARVIS COCKER
 - FURTHER COMPLICATIONS (Album)

Uden for Storbritannien er nørdede Jarvis Cocker vel bedst kendt for sin Britpop-succes med Pulp og ikke mindst sangen ”Common People”. Og nogle husker måske også, hvordan han i protest invaderede scenen, mens Michael Jackson optrådte til Brit Awards i 1996. Nu er Jarvis Cocker tilbage med sit andet soloalbum – produceret af Steve Albini, der tidligere har stået bag plader med Nirvana og PJ Harvey. Resulteret er et udfordrende musikalsk svendestykke, som bevæger sig i så forskellige genrer som punk, folk og rave. ”Pilchard” lyder som Joy Division, mens der er en sløv Pete Doherty-agtig stemning over den desperate ballade ”I Never Said I Was Deep”. Den efterhånden 45-årige provokatør fra Sheffield formår dog ikke at holde niveau hele vejen på ”Further Complications”, der simpelthen søger i for mange retninger på én gang.

Lasse Skytt - Foto: A:Larm Music