MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 29 aug 2016

»Jeg er ordblind, men der står 12 i min studenterhue«

Hjalmar er en holdspiller, og selvom han ikke staver til topkarakter, klør han på med krum hals

 Hjalmar Andersen har klaret sig godt i gymnasiet, selvom han er ordblind

Skribent: Anne Kildegaard Hansen Foto: Magnus Andersen

For børnebogsfiguren ’Gummi-Tarzan’ kravler bogstaverne rundt på siden som små, sorte myrer, når han skal læse. Da 19-årige Hjalmar Andersen skulle lære at læse kunne bogstaverne også godt hoppe rundt, og det tog tid at få styr på ordene og tygge sig igennem siderne. I dag går det fint med at læse, men retstavning er ikke en af Hjalmars spidskompetencer. Dermed er han en af de omkring 5 - 7 % af alle danskere, der har læse- og skrivevanskeligheder på grund af ordblindhed.

Vennetjenester på tværs af klassen

»Jeg er rigtig dårlig til at skrive noter i timerne, fordi jeg både skal høre efter og prøve at stave rigtigt, så jeg har spurgt mine kammerater pænt, om jeg må få deres notater,« siger Hjalmar, som i stedet koncentrerer sig om at lytte til læreren. Som tak har han tilbudt sin hjælp, når vennerne for eksempel skal forberede sig til mundtlige eksaminer. Hjalmar har nemlig fundet ud af, at han er god til at formulere sig, selvom han ikke kan skrive alting helt korrekt på et stykke papir eller i et

Word

-dokument. Ifølge eget udsagn skriver han heller ikke særligt pænt. Hjalmar er lige blevet færdig med 3.g på Midtsjællands Gymnasium, MSG i Ringsted, og det gik godt til flere af de afsluttende eksaminer. Der står endda et flot 12-tal i den røde hue.

Skulderklap fra skolen

Hjalmars mor Eline Andersen har hjulpet til med lektierne undervejs, og hun kan se, at Hjalmar går til tingene på sin egen måde. »Selvom du er ordblind, er du meget kreativ i din måde at løse mange opgaver på,« siger hun. Da Hjalmar fik sin røde hue på MSG Ringsted, fik han også overrakt et legat, fordi han har ”udviklet sig og udmærket sig fagligt gennem hele uddannelsen”. Det var hans historielærer, der indstillede ham for hans ukuelige engagement og overskud til hele tiden at ville forbedre sig. Hjalmar er en holdspiller, og selvom han ikke staver til topkarakter, klør han på med krum hals. LÆS OGSÅ: "Nye studerende kæmper om studiejobs"

Kreative kompetencer

Hjalmars mor synes godt, at vi i skolesystemet og samfundet generelt kan blive bedre til at give ordblinde

credit

for deres kreativitet og de særlige strategier, som de vælger. »Vi skal huske at se på, hvad mennesker kan, i stedet for altid at tale om det, de ikke kan,« siger hun og tilføjer, at uddannelser og job skal tilrettelægges, så folk kommer til fadet med det, de faktisk kan og er gode til. Hun opfordrer os til at være gode ved hinanden og ikke dømme hinanden så hårdt, når der er noget, vi har svært ved. Og den opfordring sender vi hermed videre.

Er du – eller en af dine gode venner – ordblind? Send din historie til [email protected] og fortæl os om dine udfordringer, og hvad der hjælper dig i hverdagen. Måske er det dig, der kommer i det næste nummer af TJECK Magazine.

 

 

 Hvis du hopper i bølgen blå med studenterhuen på, får du ifølge studenterhuereglerne et bølgetegn i din hue ifølge.

Fakta

Om Hjalmar Andersen

•19 år og bor i Himmelev.

•Både Hjalmar, Magnus og drengenes far har læse- og skrivevanskeligheder.

•Spiller ligahåndbold for TMS Ringsted.

•Er lige blevet student og vil gerne være fysioterapeut, men lige nu holder han et sabbatår og leder efter et arbejde.

•Han får flittig hjælp af sin mor Eline, når han fx skriver jobansøgninger, for hun har styr på det med at stave og sætte kommaer.