MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 17 apr 2009

JOKEREN - DEN TØRSTIGE DIGTER (Album)

”Der er en flaske med mit navn på / på en bar i København K”. Jokerens tilværelse som moden familiefar holdt ikke længe, og både bruddet med kæresten og den efterfølgende tilbagevenden til nattelivet med alle dets fristelser til næse og gane er omdrejningspunktet på ”Den Tørstige Digter”. Pennen er skarp, og produktionen er moderigtigt elektronisk. Up-tempo-numrene er præget af skarptskårne, progressive beats, mens de mere eftertænksomme er iklædt melankolske synth-klange. Til sidstnævnte kategori hører ”Junkiegøglercirkusliv”, som er pladens glansnummer: En poetisk fortælling om de vilde københavnske nætter, som han ikke kan give slip på. Jokeren tager ikke førertrøjen tilbage fra L.O.C. med denne plade, men er en klar nummer to!