Som en strunk, særegen skabning rejser Kentaur sig på den danske scene. Allerede hypet og anmelderrost for deres sjælfulde neo-soul er de klar til at sende singlen "Collarbone" på gaden, samme dag som deres debut EP Vertebra by Vertebra udkommer via det danske indie selskab No3
LYT HER Kentaur har på få måneder skabt en massiv interesse omkring deres ”helt specielle evne til at månelande stemningen midt imellem det storslåede og det intime uden nogen slinger i valsen” (Soundvenue), og ikke mindst omkring frontfigur Marc, ”en gudsbenådet forsanger” (P6, Debut). I et øko-kollektiv langt ude på Lollands marker, væk fra Københavns jag og stress, har de tre skrevet og indspillet deres sange. Drengenes ambition har været at lægge egoerne på hylden og befri sangene fra terapeutiske eller prædefinerede behov. Sangene skal leve deres eget liv, og håbet er, at det giver lytteren plads til at lægge egne stemninger, fortolkninger og oplevelser i dem. Helt karakteristisk for Kentaur er den nye single "Collarbone" båret af samspillet mellem det komplekse og det enkle: ”Det er vores popsang. Marc havde den pludselig i ærmet, og de oprindelige akkorder er stadig de samme. En køn krop, som vi har gjort velklædt”, fortæller Søren. Trioens unikke væsen udspringer af samspillet mellem vokalist Marc Bjørn Roland, producer Mikkel Juul Jensen og producer Søren Stenager. De tre mødte hinanden i 2014 på Rytmisk Musikkonservatorium. De præsenterer en neo-soul, der genlyder af deres tidlige kærlighed til 70’erne og 80’ernes R’n’B, og som er båret af en dyb fascination af det uudgrundelige og det banale. Vertebra By Vertebra er skrevet, arrangeret og orkestreret med inspiration i 80’ernes typiske indspilningsstil, hvor liveoptagelser blev formet af en produceret superstruktur. Men det ubestridte omdrejningspunkt i Kentaurs dragende kompositioner er Marcs ekspressive, inderlige vokal. De seneste måneder har man kunnet lytte til de to tracks "Matter & Stone" og "Arms of the Infinite", som har fået store roser med sig – ligesom trioens koncerter har imponeret bloggere og anmeldere. Den 11. November spiller Kentaur deres første solokoncert på Jazzhouse i København, indtil da kan de opleves på følgende af sommerens festivaler: Kentaur kan, indtil videre, opleves live følgende steder denne sommer: Lørdag d.20 juni – Midsommer Festival, Præstø Fredag d.26 juni – Dignity Day, København Fredag d.17 juli – Musik i lejet, Tisvildeleje Lørdag d.15 august – Alive Festival, Thisted Mandag d.24 august – Drs Koncerthus (support for Rhye), København