MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 02 okt 2009

Nej, jeg vil IKKE være din ven

ANDERS BERNHOFT er røvtræt af FACEBOOK og det sociale netværks oceaner af taber-brugere. Er jeg virkelig den eneste, som efterhånden har opbyget et solidt had til Facebook? Fjæsen er årsag til, at jeg dagligt skal lægge ører til ekstremt meget gylle og tage stilling til helt vildt nedværdigende quizzer. Tag nu for eksempel den populære ”Compare”-applikation, hvor man kan se, hvor ringe det står til med udseendet eller ens status som sexsymbol. På ”Compare” kan man stemme på, hvem af vennerne der er hottest og så videre. Det er sgu da det mest nederdrægtige nogensinde. Har skaberne og brugerne nogensinde overvejet konsekvenserne af denne lorte-opfindelse? For hvad med dem, som ikke lige bliver stemt til tops blandt vennerne, og som ved en fejl ser deres værd i popularitets-konkurrencen. Mage til respektløst ævl skal man kraftedeme lede længe efter. Drop det nu! Støt min Farmors hamster mod overgreb Når jeg ikke spilder tid på at slette alverdens applikations-anmodninger, kan jeg kaste mig over alle de mange spændende grupper, jeg konstant bliver inviteret til at være medlem af. For eksempel ”30+-fester i Skovlunde”, ”100.000 forlanger krymmel tilbage på lakridspiberne” eller ”Vi vil høre Kandis i radioen”. Jeg vil ikke til fest i Skovlunde. Hvem fanden vil til fest i Skovlunde? Og jeg vil ikke have lakridspiber, fordi de giver mig tynd afføring. Det samme gør Kandis. Derfor har jeg det også bedst med, at Kandis forbliver glemt i de jyske halmballe-ballers obskuritet.

Mor-updates

Og så er der alle de endeløse updates. Her kan alle de idioter, som før Facebook ikke havde nogle venner, fordi de var så pisse-uinteressante at høre på, få afløb for deres ensomhed. Men det er fuldkommen fejlagtigt af dem at tro, at jeg gider læse om deres ynkelige liv. De værste updates kommer fra mødre med permanent ammehjerne. Jeg hader mor-updates: ”Har lige bagt superlækre solsikkeboller med sønnen. Det var første gang, vi gjorde det. Lille Caca syntes bare, at det var så sjovt at slikke på skeen, mens vi rørte i dejen.” Der er bare så mange ting galt med den update. For det første er det sgu da mega-ulækkert, at lorteungen med sin klamme snotnæse spreder sine bakterier i dejen, som mor så vil servere for de andre mødre. Og så undrer forældre sig over, at deres djævleyngel altid er sygt. For det andet, hvem fanden bager solsikkeboller, medmindre de ikke har et liv?

F***ing wannabees

I tæt konkurrence med mødrene er der de der mega-spassere, som kan finde på at skrive: ”Tak for den fedeste måned ever. Hold kæft det var fedt at danse på bordet med Casper og Frank. I er bare de fedeste venner. Sig til, hvis I vil låne sommerhuset”. Udgyderen af dette bavl er en person, som tilfældigvis stod ved siden af kendisserne i køen i Netto. I virkeligheden er han bare en ud af tusinde røvslikkere, som tror, at hvis man er bedste venner med en eller anden talentløs taber fra tv, er vejen til evig lykke fundet. Men han tager grueligt meget fejl. Ekstremt mange kendte er selvoptagede opblæste røvhuller, som tror, at de kan behandle andre mennesker som lort, bare fordi de er opkaldt efter et krydderi. Jeg ville ikke engang købe det krydderi, heller ikke selvom det var på udsalg.

Skrid med dit såkaldte venskab

Endelig er der alle de der narrøve, som vil være ens ven. For eksempel ens medstuderende eller kolleger, som man bare ikke har en fløjtende fis til fælles med. Eller værre ens chef. Vi taler ikke sammen på arbejde. Vi taler ikke sammen i fritiden. Hvorfor fanden skulle jeg så tale med dig på Facebook? Fordi jo flere venner man har, jo bedre ser det ud i bekendtskabskredsen? Fat nu bare, at jeg ikke vil være din ven. Log off!