MUSIK INTERVIEW & TRENDS

fre, 01 maj 2015

Nickis drøm startede i højskolens træningslokale

For 23 årige danmarksmester Nicki Lenz er fremtiden krystalklar, han vil starte et træningscenter

23-årige Nicki Lentz brækkede for fem år siden sit kraveben, og det kickstartede en stor interesse for kroppen og styrkeløft. Og efter et ophold på Aalborg Sportshøjskole voksede drømmen om at skabe sit eget træningscenter frem – en opgave, der kræver krystalklare visioner og viljen til at tjene penge på lagerarbejde

Tekst: Mads Jensen

Foto: Jakob Flou Kristensen Solen skinner, og fuglene er så småt begyndt at synge foråret ind udenfor Aalborg Sportshøjskole i centrum af den nordjyske hovedstad. Skolegården er fuld af liv, selvom påskeferien er lige om hjørnet. Det er onsdag, og vejrguderne har velsignet de endnu ikke hjemrejste med varme solstråler, der gør undervisningen foran hovedbygningen en tand sjovere. Hver onsdag underviser eleverne på sportshøjskolen hinanden, og i dag er det eleverne fra outdoor-linjen, der står for disciplinen basketball på rulleskøjter. Som observatør står en af højskolens mange professionelle undervisere Kim Jensen, som er tidligere landsholdspiller i håndbold og forhenværende assistenttræner for det danske kvindelandshold. Inde i skolens fælleslokaler er eleverne begravet i bøger og ænser ikke en eneste bevægelse. Det er eksamenstid, og nervøsiteten spreder sig i rummene. De indendørs idrætsfaciliteter har år på bagen og er omend ikke slidte, så godt brugte. Træningslokalet vidner – selvom det er gabende tomt - om blod, sved og tårer.

Brækket kraveben blev startskud

Netop i højskolens træningslokale startede 23-årige Nicki Lentz sin rejse mod en karriere i sportens verden. Nicki er forhenværende elev på Aalborg Sportshøjskole, og for ham fik opholdet på højskolen en stor betydning. Fem år inden, som 17-årig, brækkede Nicki under en fodboldkamp sit kraveben, og ulykken kickstartede hans store interesse for fysisk træning og kroppens anatomi. Inden Nicki begyndte på Aalborg Sportshøjskoles trænerakademi, var han yderst aktiv indenfor styrkeløft, hvilket han stadig er i dag. Han har løftet danmarksmesterskabstrofæet op over hovedet op til flere gange, er på landsholdet i styrkeløft, har vundet sølv til verdensmesterskaberne i squat i 2013 og er indehaver af flere danske rekorder. Da Nicki efter en genoptræningsperiode besluttede at tage på højskole, var det derfor hans mål at forbedre sig indenfor netop styrkeløft. Men under opholdet ændrede mål og visioner sig. »Jeg blev givet så mange værktøjer og blev så meget klogere på andre sportsgrene, at jeg fandt ud af, at jeg også gerne ville arbejde med dem«.

Opholdet gav gode redskaber

Nicki gik på højskolens trænerakademi, hvor mange elever drømmer om at blive sportstrænere. Netop derfor bliver der på dette akademi stillet flere teoretiske krav til eleverne end til deres medstuderende på højskolens andet akademi: Sportsakademiet. »På trænerakademiet går folk generelt ind til højskoleopholdet med målsætningen om at blive sportstrænere, hvorimod eleverne på sportsakademiet oftest vægter opholdet og fællesskabet højere end selve uddannelsen,« forklarer Nicki. Da Nicki dimitterede i 2014, oprettede han virksomheden Lentz Performance, som tilbyder undervisning og træning til sportsudøvere. Opholdet havde nemlig givet Nicki præcis de værktøjer, han havde brug for, for at kunne gøre drøm til virkelighed i sin mission om at blive sportstræner. »Jeg har lært og fået så meget med videre i livet ved at være på sportshøjskole. Jeg har oplevet et fællesskab, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig, fået venskaber for livet, og jeg har lært ufatteligt meget om mig selv,« siger Nicki.

Fremtidens visioner er krystalklare

Visionerne for fremtiden er krystalklare. Nicki, som for nylig atter engang kunne løfte danmarksmestertrofæet i styrkeløft, vil gerne starte sit eget træningscenter, så han kan leve udelukkende af træningsarbejdet. Lige nu har han dog arbejde som lagermedarbejder hos Coop Danmark for at få råd til drømmen. Og selvom lagerarbejdet kun er et skridt på vejen, vil Nicki ikke gå på kompromis med professionalismen for at få drømmen til at lykkes. »Jeg er meget kritisk overfor min målgruppe, for jeg kan have en masse mål, drømme og visioner for min klient, men hvis personen slet ikke er i nærheden af den målsætning, jeg har sat, så er det et mismatch. Jeg gør det meget klart for folk, at jeg forventer noget af mine klienter«. BLÅ BOG Navn: Nickie Lentz Alder: 23 år Sportsgren: Er en af Danmarks allerbedste styrkeløftere og vandt den 5. april igen det danske mesterskab i styrkeløft.