MUSIK INTERVIEW & TRENDS

ons, 24 maj 2017

Sådan vælger du rigtigt første gang

Via Uddannelsesguiden, ug.dk, kan du finde værktøjet Studievælgeren.

Mange vælger studie udelukkende ud fra deres faglige interesser. Men vil du øge dine chancer for at vælge rigtigt i første forsøg, er der også andre ting, du bør tage stilling til. Her giver Jan Svendsen, afdelingsleder ved Studievalg København, sine råd til, hvordan du bedst finder dit drømmestudie

 Tekst: Marie Enevoldsen

 

#1: Undersøg, hvordan hverdagen fungerer

Er der få eller mange undervisningstimer? Er der klasseundervisning eller kun forelæsninger? Kan du tage et udlandsophold? Og skal I løse opgaver i grupper eller alene? Ved at undersøge, hvordan hverdagen praktisk fungerer, kan du bedre tage stilling til, om studiet passer til dig og dine behov. Hvis du har svært ved at motivere dig selv, kan det fx være hårdt at gå på et studie, hvor du kun skal lære via forelæsninger uden mødepligt, og hvor alle eksamenerne er individuelle opgaver.

#2: Undersøg jobmulighederne

Tænk over, om vilkårene på arbejdsmarkedet matcher din person – hvis ikke, skal du måske hellere søge ind på et andet studie. Fx retter flere af de brede universitetsuddannelser sig ikke imod specifikke jobs, og i de tilfælde skal du derfor være klar til at sælge dig selv, når du er færdig. Hvis du fx har læst dansk, men ikke ønsker at være gymnasielærer eller undervise på anden vis, vil du næppe finde mange jobopslag, hvor firmaer specifikt søger en med din baggrund. Du skal derfor være en dygtig sælger, så du kan overbevise firmaet om, at du er den rette kandidat.

Her finder du hjælp…

...Hvis du er i tvivl

og ikke har fundet frem til en konkret uddannelse. Via Uddannelsesguiden, ug.dk, kan du finde værktøjet Studievælgeren. Her er landets godt 400 videregående uddannelser inddelt i 12 forskellige områder. Studievælgeren hjælper dig med at indsnævre mulighederne, idet du klikker dig ind på dine interesseområder.

…Hvis du har en idé om, hvad du vil læse.

Vil du fx læse til sygeplejerske, kan du via ug.dk finde værktøjet Uddannelseszoom, som giver dig oplysninger om bl.a. undervisningsform og antal undervisningstimer på studiet samt info om arbejdsløshed, løn og meget mere.

…Hvis du har besluttet dig.

Inden du søger ind på din drømmeuddannelse, er det en god idé at besøge uddannelsesinstitutionens egen hjemmeside. Her finder du bl.a. detaljer om dit skema, hvilke fag, du skal have på studiet – og hvornår.

VEJLEDNING

Du kan også blive klogere på dit studievalg ved at tale med vejlederen fra Studievalg på din skole, ved at bruge eVejledning på ug.dk eller ved at tage til åbent hus på dit drømmestudie.