MUSIK INTERVIEW & TRENDS

søn, 15 maj 2016

Hvor skal jeg bo?!

Vær ikke desperat - nye kollegieboliger på vej

Som ny studerende er der mange ting, man skal tage højde for. En af de helt grundlæggende er boligmarkedet i studiebyerne. Derfor giver vi dig her et overblik, så du kan komme i gang med boligjagten inden studiestart.

Vi uddanner os som aldrig før, og antallet af studerende på de videregående uddannelser har aldrig været højere. Ifølge tal fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet forventes antallet af studerende at stige fra 200.000 i 2009 til hele 300.000 i 2020. Med andre ord er der for alvor pres på boligmarkedet i de store studiebyer København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Private lejeboliger

Vi flytter alle mod byerne, hvilket skaber en stigende efterspørgsel i studiebyerne efter private lejeboliger. Det mærker de tydeligt hos BoligPortal.dk, der dog også melder om flere ledige lejeboliger. »Udbuddet af billige boliger i de største byer steg sidste år med to procent sammenlignet med 2013. Men i samme periode steg efterspørgslen med ti procent, så der er absolut en skævvridning i markedet, der kræver noget politisk fokus for at blive udjævnet igen,« siger Henrik Løvig, der er adm. direktør i BoligPortal.dk.

Kollegie- og ungdomsbolig

I alle de fire store studiebyer er der underskud af kollegie- og ungdomsboliger i forhold til antallet af studerende. På landsplan er der ungdomsboliger til 26 procent af de studerende. Efterspørgslen er derfor tårnhøj. Det mærker de tydeligt hos Kollegiernes Kontor i København, der administrerer i alt knap 6.000 kollegie- og ungdomsboliger i hovedstadsområdet. »Det har ikke været værre i 25 år, end det er lige nu. Vi har endnu mindre ledigt end normalt, fordi folk ikke flytter – de har simpelthen ikke noget at flytte hen til. Antallet af studerende stiger mere end antallet af nye boliger, og så får man en flaskehals,« siger Gitte Peitersen, der er administrator hos Kollegiernes Kontor i København.

Andels- og ejerlejligheder (og forældrekøb)

Især i København, hvor mere end hver anden andelsbolig sælges til den såkaldte maksimalpris, og hvor udbudspriserne på ejerlejligheder er steget med hele 16 procent på bare ét år, er der fart på andelsboligmarkedet. De kraftige stigninger kan gøre det vanskeligt for mange at komme ind på boligmarkedet. Blandt andet derfor er forældrekøb i kraftig vækst. Antallet af forældrekøb er steget med 43 procent siden 2011, og i 2014 var hvert femte lejlighedssalg i København ifølge Home et forældrekøb.

København:

Hovedstaden vokser med 1.000 indbyggere hver måned, og boligmarkedet har svært ved at følge med. Uanset boligtype er der høj efterspørgsel, hvilket giver de gennemsnitligt højeste boligpriser i landet. Der findes en akutliste i København, men den er dog kun for studerende, der lever op til en række krav. Antal kollegie- og ungdomsboliger i Storkøbenhavn: 21.700

Aarhus:

Også i Aarhus er pres på boligmarkedet for studerende. Centrum, Frederiksbjerg og Trøjborg er de mest populære områder. Er man fleksibel i sine boligønsker, er der dog en del muligheder. I Aarhus har man desuden en boliggaranti. For ikke at stå allerbagerst i køen, anbefales det dog at skrive sig op i god tid. Antal kollegie- og ungdomsboliger: 11.100

Odense:

Odense er vokset meget som studieby i de sidste fem år, men er først nu ved at komme med rent boligmæssigt. Det kan være svært at finde bolig centralt, men med gode muligheder ganske tæt på centrum. Odense Kommune tilbyder unge studerende mellem 18 og 30 år en ’tag over hovedet’-garanti, der sikrer en midlertidig studiebolig, hvis alt andet glipper. Antal kollegie- og ungdomsboliger: 4.600

Aalborg:

I Aalborg er der i de sidste par år blevet bygget rigtig mange kollegie- og studieboliger. Det giver Aalborg de bedste boligmuligheder for studerende. Prismæssigt er både Odense og Aalborg et pænt stykke under København og Aarhus. I Aalborg kan man også få en bolig gennem ’tag over hovedet’-garantien. Antal kollegie- og ungdomsboliger: 4.300
None

None

Der etableres i gennemsnit omkring 500 kollegie- og ungdomsboliger om året i de fire store byer. Kilde: BoligPortal.dk og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (tal fra 2013)