NIKOLAJ var 18 år, da han tog chancen og kørte bil, selvom han var fuld. Han kørte galt, brækkede ryggen og skal tilbringe resten af sit liv i kørestol. I dag prøver han at fokusere på det positive ved ulykken.
(Fra TJECK, maj 2009)
Natten mellem den 14. og den 15. september 2007 ændrede alt for Nikolaj Borup Rasmussen. En sjov aften med vennerne i byen endte med en brækket ryg og diagnosen ”paraplegiker”. Det betyder, at Nikolaj er lam fra livet og ned og må sidde i kørestol resten af livet.
Den fatale aften sad Nikolaj og hyggede sig hos sin søster Rikke og hendes kæreste i en lille by uden for Viborg. De snakkede og drak alkohol – ikke meget – husker Nikolaj. Alligevel var et par øl og noget vodka den cocktail, der skulle ændre Nikolajs fremtid på meget drastisk vis.
Da Nikolaj forlod sin søster, bad hun ham om ikke at køre, fordi han havde drukket. Det ignorerede han. Han skulle hente fire venner, som han havde aftalt at tage på diskotek med. Det var Nikolaj, der skulle køre, for han var den eneste, der havde bil.
Uhyggeligt knæk
Efter turen på diskotek kører Nikolaj vennerne hjem igen. Men da han har sat dem af, går det galt: - Jeg hører et brag – det er højre bagdæk, der sprænger. Jeg prøver at rette bilen op og lader være med at bremse, som jeg har lært, men jeg mister kontrollen, selvom jeg ikke kører mere end 80-90 kilometer i timen. Mit hjerte hamrer helt vildt, og jeg kan ikke koncentrere mig, for jeg har drukket alkohol, fortæller Nikolaj og fortsætter. - Det er som om, det hele går i slowmotion, selvom det bare går så evigt hurtigt. Bilen skrider ud i en grøft, videre ud på en mark og begynder at rulle rundt – den første tur rundt kan jeg huske, resten er bare væk. Jeg registrerer dog lyden af metallet og ruderne, der bliver knust. Da Nikolaj vågner op, ligger han på en mark i øsende regnvejr. Det er iskoldt. Den smadrede bil er kastet 70 meter længere frem. Det første Nikolaj registrerer, er, at hans læbe bløder. Men da han vil rejse sig op, sker der bare ingenting. - Min venstre lunge er klappet sammen, så jeg kan ikke få vejret. Så jeg tæller til tre og prøver at vende mig om på maven. Men så giver det et uhyggeligt knæk i ryggen. Jeg ved ikke, om det er grunden til, at jeg brækker ryggen. Men havde jeg ikke vendt mig, var jeg nok blevet kvalt, siger Nikolaj.Du kommer ikke til at gå igen
Nikolaj ligger alene på marken cirka tyve minutter, før der kommer en lastbil forbi. I den tid når han at tænke en masse dystre tanker: - ”Skal jeg ligge her til næste morgen? Skal jeg fryse ihjel? Er det slut nu? Hvorfor virker mine ben ikke? Hvad vil min familie og venner sige til det her?” Tankerne flyver bare gennem mit hoved, og det føles som flere timer, jeg ligger der i vådt tøj. Det er en tysk lastbilchauffør, der finder Nikolaj. De kan slet ikke forstå hinanden, og chaufføren går i panik og løber bare rundt på marken og råber ”Scheiße!” Kort tid efter kommer to unge fyre forbi, og de får ringet efter hjælp og sidder hos Nikolaj og prøver at berolige ham. - Politiet og Falck kommer hurtigt. Politiet stiller mig en masse spørgsmål. Blandt andet spørger de, om jeg har drukket alkohol, husker Nikolaj. - Jeg får krave på, og de klipper tøjet af mig, inden jeg kommer ind i ambulancen. Jeg har masser af smerter, så jeg får morfin, og det gør mig uklar. De kører mig til sygehuset i Viborg, hvor mine forældre også kommer ind. Nikolaj spørger lægen direkte, om han vil komme til at gå igen. Lægen giver ham den hårde besked, at det skal han ikke regne med. - Det er ligesom at få et slag i hovedet. Jeg bliver sur og gal, kaster en masse ting og græder. Der er så mange følelser, der løber gennem min krop. Jeg kigger bare ned på mine ben og tænker, ”dem kommer jeg ikke til at bruge igen.” Hvad skal der så blive af mig?” Både min mor og far bryder sammen.
Overvejede selvmord
Kort tid efter bliver Nikolaj overført til Århus Sygehus, hvor han skal opereres for at få ryggen stabiliseret med en titaniumplade: Så ryggen ikke ”hænger og dasker”, som Nikolaj formulerer det. Derefter ligger han på intensiv afdeling i tre dage, hvor også hans lunge bliver behandlet, inden han bliver placeret i en kørestol. - På min 19-års fødselsdag bliver jeg overført til Viborg Sygehus’ paraplegi-funktion, hvor jeg skal i gang med genoptræning til et liv i kørestol. Det er meget overvældende, og hele dagen tudbrøler jeg bare og græder mig selv i søvn hver aften, fortæller Nikolaj og fortsætter: - På et tidspunkt ligger jeg med hånden på droppet og tænker, at det hele bare kan være lige meget. Jeg har lyst til at trække droppet ud, læne mig tilbage og sige, at så var det det. For jeg kan ikke se nogen fremtid efter den her ulykke. - Men tanken om min familie og vennerne stopper mig. Efter et par dage begynder vennerne at komme og besøge mig. De er lidt tilbageholdende i starten og ved ikke, hvordan de skal tackle det, men når jeg åbner munden og stadig er den samme og kan joke med tingene, begynder de at løsne op. Jeg kan altid snakke med mine venner og min familie. Hvis de ikke havde været der, havde jeg ikke klaret det. Nikolaj kommer i gang med at træne sine arme, så han kan løfte sig selv fra briks til kørestol. - Ved genoptræningen møder jeg andre mennesker, der har samme problemer som mig, og det er dejligt. For de forstår bare bedre, hvad jeg går igennem. Så jeg får det lidt bedre, fortæller Nikolaj.Kateter og afføringsmiddel
Nikolaj er indlagt på paraplegi-afdelingen i to måneder. Derefter kan han selv flytte sig fra briks til kørestol. Men han begynder at få problemer med tryksår, som opstår, fordi han sidder for længe på det samme sted i kørestolen. - Derfor er der lange perioder, hvor jeg skal ligge på en mavebåre med hjul, så jeg stadig kan komme rundt. Der bliver ved med at komme nye tryksår, så jeg ryger frem og tilbage mellem sygehuset og mit hjem, fortæller Nikolaj og fortsætter: - Jeg får blandt andre et voldsomt tryksår på min venstre hofte, så jeg er nødt til at blive opereret på plastikkirurgisk afdeling. Men efter operationen springer arret op, og jeg får et nyt tryksår, og sådan bliver det ved i næsten halvandet år! Og jeg har stadig problemer med det. Efter Nikolaj kørte galt, kan han ikke længere gå normalt på toilettet. Han kan ikke mærke, hvornår han skal tisse, så han skal selv stikke en slange – et såkaldt kateter – op i urinrøret for at tømme blæren. - Det var en stor omvæltning, at jeg ikke længere kunne gå på toilettet som før – nu foregår det med kateter og kateterpose. Hver fjerde time skal jeg kateterisere. Men heldigvis kan jeg jo ikke mærke det, når kateteret skal op. Men alligevel skulle jeg liiige vende mig til det, siger Nikolaj og fortsætter: - Men det var ikke det mest mærkelige, for jeg skulle også til at tage afføringsmidlet Klyx for at få noget ud den anden vej. Det er sådan en tube med afføringsmiddel, der skal op i tarmen. Det var slemt at skulle i gang med at bruge det, fortæller Nikolaj.Hvad er meningen?
Det har ikke bare været en tragisk ulykke for Nikolaj. Hele hans familie blev dybt påvirket af ulykken. - De havde alle sammen svært ved det. Min mor var meget overbeskyttende hele tiden, ”pas nu på”, og det kunne godt være lidt trættende at høre på. Min far viste ikke rigtigt, at han var ked af det. Min morfar har taget det meget tungt. Han kan ikke rigtigt vende sig til, at hans barnebarn sidder i kørestol, fortæller Nikolaj. - Men jeg forlanger ikke af folk, at de kan vende sig til det, lige så hurtigt som jeg. Men de må hellere end gerne spørge mig, så jeg kan hjælpe dem med at komme videre. Han behøver slet ikke hjælp fra andre til at klare noget, så han leder efter en lejlighed, så han kan flytte hjemmefra. Ulykken har ikke bare betydet en dramatisk fysisk ændring hos Nikolaj. Han har også fået et andet syn på livet. - Før ulykken handlede det meget om at feste – hele weekenden. Men jeg har jo været så heldig at få en chance mere, så nu må jeg gøre det ordentligt. Jeg er nok blevet lidt ældre oppe i mit hoved. Nogle gange tænker jeg på, hvad meningen er med, at jeg er sat på denne jord. Og at jeg skal være, som jeg er, fortæller Nikolaj. - Nogle dage har jeg det værre end andre. Men ulykken skal ikke stoppe mig: Jeg kan stadig komme ud og passe et arbejde, selvom jeg sidder i en kørestol. Jeg kan stadig dyrke sport – jeg har tænkt mig at begynde til kørestols-basketball. Jeg kan alt det, jeg kunne før, det sker bare på hjul. Men det er alligevel også bare så pissehårdt at gå, ha ha, spøger Nikolaj. Nikolaj vil også ud at holde foredrag om sin ulykke og de konsekvenser, det har haft for hans liv. Han er blevet Trafikinformatør hos Rådet for større Trafiksikkerhed. - Hvis bare én lytter til det, jeg siger og undgår en lignende ulykke, kan jeg ikke forlange mere, siger Nikolaj.
Dyr lærestreg
Nikolaj har ikke en kæreste lige nu, men han har haft en, efter ulykken skete. Han mener ikke, at det er et problem for kærlighedslivet, at han er endt i en kørestol: - Pigerne bliver måske lidt forskrækkede i starten, og det er da også en lidt stor mundfuld at sluge. Men det har ikke været noget problem med piger. Jeg ønsker mig en familie, og heldigvis er det stadig en mulighed at få børn. Det sker bare på en lidt anden måde end normalt, nemlig ved kunstig befrugtning, fortæller Nikolaj. Nikolaj har ikke ønsket at modtage psykologhjælp efter ulykken. Han har ikke lyst til at snakke med en fremmed om sine oplevelser: - Jeg tror ikke så meget på det der psykolog-noget. Hun kan ikke hjælpe mig på samme måde som familien kan. Hun kender mig ikke. Så jeg vil hellere sætte mig ned og snakke med min familie og få et klap på skulderen, siger Nikolaj og fortsætter: - Når jeg drømmer, går jeg stadigvæk – kun nogle få gange sidder jeg i kørestol. Men ulykken har ikke givet mig psykiske problemer. Men det var da et kæmpe chok, og det er ikke noget, jeg vil ønske for min værste fjende. Nikolaj er i dag så meget oven på, at han godt kan se, at der også er kommet noget positivt ud af ulykken: - Jeg er blevet lidt klogere og ser livet på en lidt anden måde. Det er bare utroligt, at der skal så stor en ulykke til, før man lærer at tænke sig om. Det er en dyr lærestreg. - Men jeg har lært, at hvis man ikke har hovedet med sig i to minutter, kan det betyde, at ens liv er fuldstændigt anderledes, når man kommer ud på den anden side, og det kan det komme til at gå ud over ens familie.Både offer og gerningsmand
Det største problem med spritbilister er, at de kan gøre skade på uskyldige mennesker. Det slap Nikolaj heldigvis for at få på samvittigheden: - Jeg er rigtig glad for, at jeg fik sat mine fire venner af, inden det gik galt. Jeg kunne ikke leve med, hvis jeg havde haft andre med i bilen, og de måske var omkommet. Eller hvis jeg havde kørt ind i en modkørende bil, siger Nikolaj. På spørgsmålet om, om han er et trafik-offer eller -gerningsmand, svarer Nikolaj: - Jeg er et trafikoffer, men samtidig en gerningsmand. Hvis jeg ikke havde drukket alkohol, havde min reaktionsevne måske været bedre. Måske kunne jeg have rettet bilen op. Hjernen sætter jo ud, når man drikker alkohol og reaktionsevnen nedsættes kraftigt. Men jeg er nødt til at tilgive mig selv for at komme videre. Så jeg har fundet en form for fred med det. Men jeg kan stadigvæk godt blive lidt bitter, fortæller Nikolaj. - Jeg drikker stadig alkohol, men kun i weekenderne, når jeg fester sammen med vennerne. Men ikke når jeg kører bil – helt klart!, fastslår Nikolaj. - Jeg oplever stadig, at der er bekendte, der kører med alkohol i blodet. Men jeg synes bare ikke, det er min opgave at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. Hvis folk selv spørger, fortæller jeg gerne om, hvad der venter dem, hvis de kører galt. Måske ender de som mig – eller endnu værre. Men de fleste i vennekredsen er blevet meget påvirkede af Nikolajs ulykke, og festerne er ikke så vilde som tidligere. - Det var heller ikke kun alkohol, vi indtog dengang, indrømmer Nikolaj og fortsætter: - Livet er ét stort eventyr: Man skal finde prinsessen eller prinsen og det halve kongerige, men det hele kan bare lige pludselig smuldre mellem hænderne på en. Og så er den lykkelige slutning på eventyret bare uden for rækkevidde. - Man kan godt føle, at man er ædru og ved sine fulde fem, men alkohol ødelægger altså bare reaktionsevnen, slutter Nikolaj.af Kristina Abildgaard Köksal / foto Erling Jørgensen
