Danske The Psyke Project har efterhånden skabt sig et navn uden for landets grænser.
Og på metal-bandets fjerde album kan man mærke, at lyden er blevet større og mere beskidt. Ja, nærmest monumental. Men de himmelhøje ambitioner stemmer bestemt ikke overens med den reelle slagkraft i de enkelte sange. Et nummer som ”Dead People Never Lie” drukner eksempelvis fuldstændigt i et moseagtigt metal-miskmask af dimensioner – og det gør sig faktisk gældende på størstedelen af albummets huggende skæringer.
Til efteråret drager The Psyke Project på turné i Danmark, og med ”Dead Storm” i ryggen kan fans se frem til en række vilde koncerter, der dog næppe vil skabe særlige sensationer rent musikalsk. Dertil har The Psyke Project simpelthen sat ambitions-barren alt for højt.
Lasse Skytt - Foto: Marius Budu / Intense