MUSIK INTERVIEW & TRENDS

man, 29 jun 2015

Wangel vakte Roskilde til live

Årets Roskilde Festival er i fuld gang, og vi fangede debutanten Peter Wangel, der som en af de første fik the orange feeling at mærke fra scenen

Tekst og foto: Anne Kildegaard Hansen

Wangels elektroniske pop er sprød, kantet og melankolsk. I front står Peter Wangel, hvis fløjlsforvrængede vokal udgør det bærende element, der spænder fra det helt dybe til en fin falset.

Du har sandsynligvis hørt nummeret ’Seoul’, som har været P3s uundgåelige, og som har over 125.000 afspilninger på Spotify. Hvis ikke, kan du jo klikke dig frem til det på YouTube og lade lækkerheden flyde gennem dine øregange på denne danske sommerdag.

Peter har været på Roskilde Festival 10 år i træk som gæst. Det fejrede han i går ved at træde op på Rising-scenen i campingområdet, hvor han og resten af Wangel plus tre messingblæsere fik et veloplagt publikum til både at klappe, hoppe og synge med.

None

None

Vi fangede Peter, da koncerten var slut.

Du har lige haft din debut som artist på Roskilde Festival – hvordan var det?

”Det var fuldstændigt vanvittigt. Det var fandme fedt, at folk var så meget på, og at de vil en det bedste. Når man siger ”Hop!”, så hopper de. Det var så fedt!”

Var der noget, der ikke gik som planlagt?

”Nej, altså… Vi laver lidt småfejl hist og her, men det kan man ikke undgå. Over all gik det rigtig, rigtig godt. Over al forventning vil jeg sige.”

Du skrev på Facebook i går, at din krop rystede, når du tænkte på det her. Hvad er det for nogle tanker og forventninger, du har haft?

”Ja, jeg sad derhjemme og lyttede til nogle af de nye numre. Og så kunne jeg bare mærke, at det rystede sådan lidt, du ved. Det var tidligt, vi skulle spille, så jeg håbede, der kom nogle. Men folk vil jo gerne høre musik. Mine forventninger blev mere end indfriede. Specielt den måde publikum var på – så modtagelige og glade, og de syntes bare, det var fedt. Det var meget overraskende. Folk stod og sang med på et af vores numre, der hedder ’Grace’, som kun har 13.000 afspilninger på Spotify – også folk, jeg ikke kendte. Det var bare mega fedt.”

Hvad betyder det for dig at blive hyret til Danmarks største festival?

”Det betyder virkelig meget. Det er jo en kæmpe drøm. Når man har været her på festivalen som gæst i så mange år og har tænkt, at det kunne være fedt en dag at spille. Det tror jeg ikke engang, jeg tænkte, dengang jeg startede, overhovedet. Det er først sådan her de sidste par år, jeg har tænkt, det måske godt kunne ske en dag, hvis jeg virkelig knokler for det og er heldig.”

Det er nok mere hard work og vellyd end held, der har givet Peter en plads på scenen. Og det hårde arbejde kommer både publikum og Peter selv til gode.

Hvis du selv skal anmelde jeres optræden, hvor mange orange telte ud af seks skal I så have?

”Haha, oh shit… Hvad er det for et spørgsmål? Jeg vil vende den om og sige, at min oplevelse klart var til seks, store orange telte.”

Og hvad med publikum?

”De får også seks. Jeg havde ikke sådan på forhånd tænkt, at jeg skulle sige, at folk skulle hoppe, det kom bare. Og at de så bare gjorde det og gik fuldstændig amok, det var det vildeste. Og til ’Seoul’ til sidst havde de hænderne over hovederne fra side til side. Man har bare det der moment, og folk er så modtagelige og glade, og de vil bare en det bedste. Det er så fedt.”

Hvordan adskiller Roskilde Festival sig fra de andre – også store koncerter – I har spillet det sidste års tid?

”Roskilde er bare noget helt for sig, det er jo for vildt. I Korea kendte de os overhovedet ikke, men de var meget glade. Her mærker man, at folk har hørt noget af det. Det er ret sejt.”

Bliver du selv på festivalen?

”Ja! Vi skal spille igen i morgen – et akustisk sæt nede ved badesøen kl. 19.30. Tirsdag skal vi spille i Dream City oppe på et tag om aftenen ved ti-tiden. Og onsdag skal vi spille en show case for branchen. Jeg skal også være med i et spil for rockmuseet omkring musikbranchen.”

Hvilke navne på årets festival vil du anbefale vores læsere at tjekke ud?

”Seinabo Sey, en svensk kvindelig artist. Det er pop med kant. Hun laver nogle rigtig gode sange. Så vil jeg anbefale Paul McCartney, fordi jeg så ham i 2001 i Parken, og det var for vildt. Jeg er ret spændt på, om han stadig kan levere det. Og Florence and the Machine.

Hvordan ser resten af din sommer ud?

Jeg skal arbejde, fordi jeg er rigtig mange timer bagud. Jeg i minus, haha. Jeg var en tur på Kreta med min familie i maj-måned, så der fik jeg en uges ferie. Hele juli skal vi ikke spille, men i august, september og oktober skal vi spille. Vi skal spille til Sommer.Chillout i Aarhus, og så skal vi spille i Statsfængslet i Horsens til Display Festival. Og så skal vi spille Wonderfestiwall på Bornholm, som jeg også tror, bliver rigtigt fedt.”

Hvad er din favorit-festivaldrik?

Øl!

Hvad er dit favorit-festivalmåltid?

Dixie-burger (en Roskilde Festival-specialitet)

None

None