På Aarhus-festivalen NorthSide var dette års Camino indtaget af Verdens Skove, som havde den japanske helsegren Shinrin Yoku som tema.
Tekst og foto af Marlene Kejser
NorthSide-festivalen i Aarhus har et årligt indgangsparti: Caminoen. I år var det organisationen Verdens Skove med Kristian Jørgensen i spidsen, der prydede de 2 km sti, der ligger på vej til festivalpladsen.
”Vi har fokus på den japanske helsegren Shinrin Yoku, hvor man bruger naturen som helende element,” fortæller Kristian. ”Det handler om de sanselige indtryk. Naturen kan give os et bedre helbred, og vi vil med denne Camino booste indtrykkene fra skoven.”
Naturen er pissevigtig
NorthSide-festivalen er kendt for at sætte stort fokus på bæredygtighed og miljø, og det lægger dette års Camino sig tæt op ad.
”Naturen er pissevigtig. Man må overveje, om skoven har mest værdi som stående eller som tømmer,” siger Christian og fortæller, at Shinrin Yoku netop handler om den stående skov. Her kan man slappe af, komme i balance og nyde skønheden i skoven.
På Caminoen er der derfor hængekøjer, man kan tage en slapper i. Der er lagt vægt på både det visuelle og bæredygtige med blomster, sommerfugle og dyr lavet ud af storskrald og genbrugspapir.
Festivalødelæggelse
Kristian gør det klart, at turen på Caminoen skal være rar og hyggelig og altså ikke en løftet miljøpegefinger.
”Festivalødelæggelse kan overføres til den måde, vi behandler naturen på normalt,” siger han og fortsætter ”Vi vil gerne gøre folk nysgerrige på skoven, og forhåbentlig vil man tænke over skoven og vores brug af ressourcer, når man går igennem Caminoen.”