ARTIKLER

tor, 31 aug 2017

Ny Erik Clausen-film vinder på charmen

Aldrig mere i morgen, premiere 31. august 2017

None

None

Anmeldt af: Lou von Brockdorff

Erik Clausen har i løbet af de sidste 36 år instrueret 14 spillefilm samt en håndfuld kortfilm og afsnit til tv-serie. Hans film er af lidt svingende kvalitet og er også mere eller mindre politiske. Han er derfor blevet lidt af en institution i den danske filmbranche og har en stor, trofast fanskare. Hans sidste film Mennesker bliver spist blev f.eks. set af mere end 200.00 i biografen. Den nye film, Aldrig mere i morgen, er hans 14. spillefilm - og som i alle hans andre film spiller han selv hovedrollen i denne. Han har også selv skrevet manuskript. Aldrig mere i morgen handler om Thorvald, en selvoptaget kunstner med et lidt for stort ego. Under et interview falder han pludselig om med hjertestop. Da han dør på hospitalet, står en engel ved hans seng og giver ham muligheden for at gå usynlig rundt i tre dage, indtil han bliver begravet, så han kan se de efterladtes reaktion. Englen spilles af Bodil Jørgensen, og i løbet af de tre dage besøger de Thorvalds unge kone og datter, som har opgivet meget i livet for, at Thorvald kunne udleve sin kunst. De følger hans voksne søn, som altid føler, at han har stået i skyggen af sin far, og de er hos Thorvalds ekskone, som prøver at komme videre i livet med sin nye mand. Aldrig mere i morgen fortæller ikke en original historie - lignende plots kender vi fra tidligere film. Bedst kendt er A Christmas Carol, som følger rigmanden Ebenezer Scrooge, der får besøg af tre juleånder, som vil vise ham fortiden, nutiden og fremtiden, og hvordan hans handlinger påvirker mennesker omkring ham. En anden historie med nogenlunde samme plot er It’s a wonderful life. Her får James Stewart mulighed for at se, hvordan situationen vil være for hans venner og familie, hvis han aldrig var blevet født. I Clausens nye film spiller Nicolas Bro rollen som den voksne søn Vincent, Marijana Jankovic spiller den unge kone, Britt Bendixen spiller ekskonen og Katinka Evers-Jahnsen spiller rollen som Thorvalds unge datter Lucia. Skuespillet er nogenlunde stabilt, men indimellem falder det igennem. Bodil Jørgensen er altid god og i denne film leverer hun også en ganske fin præstation. Erik Clausen og Nicolas Bro virker lidt stivere i det og har flere scener, hvor de ikke brænder helt igennem. Ligesom mange andre danske film er statist-skuespillet heller ikke helt overbevisende og virker lidt stift.  Skuespilmæssigt leverer Marijana Jankovic og Katinka Evers-Jahnsen de mest stabile og rørende præstationer i filmen. Selvom skuespillet indimellem er lidt stift, og selvom handlingen i filmen ikke er original, har den alligevel en charme, som gør, at man aldrig keder sig, og derfor kommer filmen aldrig til at virke lang. Det er en af de mere tilgængelige Erik Clausen-film, og derfor én, som de fleste mennesker vil kunne få noget ud af, lige meget om man er en mere garvet Clausen-fan eller ej.