Oprydning

tir, 03 nov 2009

Nyt Stjerneskud i Pop-galaksen

METTE LINDBERG fra THE ASTEROIDS GALAXY TOUR er Danmarks nye kantede pop-prinsesse. Hun har spillet med AMY WINEHOUSE og KATY PERRY og er selv et godt bud på et nyt stjerneskud i pop-galaksen. Mette Lindberg og bandet The Asteroids Galaxy Tour har allerede stjernestatus mange steder i det store i udland. Der er de store pop-stjerner, som folk sikrer sig billetter til i forsalg. Herhjemme er vi først lige ved at lære dem, deres alternative fussions-popmusik og Mette Lindberg, den gude-smukke elver-agtige forsanger med troldehår, at kende. Da TJECK først have fået øje på Mette Lindberg, kunne vi ikke rigtigt få øjnene fra hende igen. Vi var nødt til at finde ud af, hvem hun er, hvordan The Asteroids Galaxy Tour er blevet så store, og ikke mindst hvad der sker med Mettes ultrafede stil.

Spillede med Amy Winehouse

25-årige Mette Lindberg er sammen med Lars Iversen kernen i The Asteroids Galaxy Tour, som netop har udsendt debutalbummet ”Fruit”. De dannede bandet for godt to år siden. Da havde de været venner i flere år. - Lars ringede en dag og præsenterede mig for noget nyt musik, han havde lavet og produceret. Jeg hørte det og syntes, det var helt fantastisk. Det var lige den støvede lyd, jeg godt kunne lide, fortæller Mette. Mette og Lars kontaktede management-bureauet IE Music i London, da de havde fem færdige sange og etablerede et samarbejde. Derefter lavede de deres eget pladeselskab, Small Giants Records, som de kører sammen med IE Music. - IE pusher vores musik ud over Danmarks grænser, så vi kan komme på eventyr ude i verden. Vi fik også et bookingbureau på, og de spurgte pludselig, om vi ville åbne for Amy Winehouse i Store Vega! fortæller Mette. Og så var vejen banet, og ingen drømme syntes mere for store for Mette, Lars og The Asteroids Galaxy Tour.

Vil stjæle Katy Perrys fans

I starten af 2009 spillede The Asteroids Galaxy Tour en masse koncerter rundt omkring i Europa og USA og fik en fast fanskare. Blandt andet da de åbnede for ”I kissed a girl”-Katy Perry otte gange. Hun havde hørt dem i Chicago og syntes, de var for fede. - Katy Perry trak jo en masse folk til koncerterne. Hun spiller jo virkelig popmusik. Vi spiller også popmusik, men i forhold til hende, tror jeg, vi kom til at fremstå meget alternativt, ha ha. - Det er altid svært at spille, når folk er kommet for at høre en anden. Så tænker de, ”Hvad fanden er det?” Men så må man jo prøve at overbevise dem. Og det lykkedes godt. Men det var jo også meningen, at vi skulle stjæle alle hendes fans, ha ha, siger Mette. Masser af sex og varme På touren hang Mette og The Asteroids Galaxy Tour ud med Katy Perry og hendes band. TJECK er selvfølgelig meget nysgerrig efter, om Mette har noget sleazy gossip om Katy Perry. - Uh jo, der er jo masser, men jeg holder det ind til kroppen. Der er blevet fortalt en masse røverhistorier og lavet tossede ting. Katy Perry er smaddersød. Hun er en amerikansk working lady og en af de mest populære kvindelige artister lige nu. Det er hårdt arbejde at være popstjerne og at skulle spille den type musik, som rammer den type fans. – Specielt når det er med en så kommercielt setup. Mettes tonefald røber, at hun ikke nødvendigvis er stor fan af Katy Perrys ”kommercielle setup”. - Det er svært, for man vil jo gerne have fans, der køber ens plade, så man kan lave en plade mere. Men jeg står ikke og viser patter eller har så lille en nederdel på, at man knap kan kalde det en nederdel. Sådan er jeg ikke. Og det er slet ikke sådan, vi fungerer. - Men der er masser af erotik, sex og varme i vores musik. Og det er der da mere sex i end i at få det serveret visuelt lige op i hovedet mener Mette.

Steve Jobs er The Asteroids Galaxy Tour-fan

En anden grund, til at The Asteroids Galaxy Tour allerede er godt kendt rundt omkring i verden, er, at Apple brugte numret ”Around the Bend” i en tv-reklame for iPod. Rygtet siger, at det var Steve Jobs selv, der valgte numret. - Det var lidt surrealistisk, og jeg tænkte, at den får vi ikke, for der er jo en milliard om buddet. Men så ringede vores manager midt om natten: ”Den kører fra i morgen, ok?!” Det var fuldstændig vanvittigt, for iPod-reklamen har kørt over hele verden, fortæller Mette. Nogle kunstnere ville måske føle sig ”for fine” til at lægge musik til en reklame for et kommercielt produkt, men ikke The Asteroids Galaxy Tour. - Vi bruger jo også selv Apple-produkter, Mac og iPod, så det er på ingen måde mærkeligt at skulle forbindes med det. Jeg ville aldrig have lyst til at reklamere for noget, som jeg var dybt modstander af, siger Mette.

Helt fjollet at være stjerne

En ting, der kommer med berømmelse, er stjernestatus. TJECK undrer sig over, om det ikke er syret at gå fra almindelig pige til stjerne? - Jo, det er da syret! Det er fjollet! Men jeg nyder det skam, for de fans, vi har, er sgu meget nede på jorden, fortæller Mette. Selvom Mette er beskeden, er det formentlig hende, der får og vil få mest opmærksomhed i medierne på grund af sit smukke ydre og karismatiske person. - Jeg tror nu også, at der er mange tøser, der synes, at drengene i bandet er meget søde, ha ha. Men der er jo mest fokus på mig, fordi jeg er i front og har det meste af kontakten til publikum. Men jeg har jo ikke ligefrem paparazzier rendende efter mig! Og jeg er ikke en sucker for alt det der. - Medierne bygger jo én op og bryder så én ned igen. Det er jo røvsygt, helt ærligt! Bare se på Britney Spears: Så blev hun lige fanget i et snapshot, hvor hun så værst ud. Så bringer medierne det billede og siger, at hun er på narko. Måske var hun bare lige stået op? filosoferer Mette. - Jeg tror, det passer Lars fint, at det er mig, der får mest opmærksomhed. Vi er jo et team. Lars er hoved-sangskriver og producerer, og den der nørder i studiet. Vi har forskellige roller og laver det, vi er gode til, fortæller Mette.

Ud over lorte-Danmarks grænser

Store ting er allerede sket for Mette Lindberg og The Asteroids Galaxy Tour, og mange af drømmene er allerede opfyldt. Men Mette er bevidst om, at succes kan være en flygtig sag. - Der er mange af mine drømme, der er gået i opfyldelse: Vi VILLE ud over lille lorte-Danmarks grænser. Og det har vi formået. Nu er pladen ude, så må vi se, hvad der sker. - Det er første gang, at jeg kan leve af at lave musik, og det har jeg altid ønsket mig. For det er det, jeg allerhelst vil, og som, jeg synes, jeg er god til. Så jeg er forhåbentlig musiker, til jeg dør, eller til jeg ikke gider mere. Og så finder jeg bare på noget andet, siger Mette. Læs anmeldelsen af The Asteroids Galaxy Tour ”Fruit”

af KRISTINA ABILDGAARD KÖKSAL / foto CLAUS PEUCKERT