Oprydning

man, 23 nov 2009

Luftkastellet der blev sprængt

Salander og Blomkvist er på banen for sidste gang i en spændingsmættet forsættelse af "Piger der legede med ilden". Ilde tilredt ankommer Lisbeth Salander til hospitalet og overlever mod alle odds en kugle i hovedet og flere andre steder i kroppen. Mens hun genvinder sine kræfter, kæmper Blomkvist og Millennium om at få den sande historie om Lisbeths dystre fortid klar inden retssagen mod hende. Men en lille håndfuld magtfulde mænd fra en tophemmelig sektion af den svenske efterretningstjeneste ønsker ikke, at fortiden skal frem i lyset - og de tager gerne ufine metoder til hjælp for at forhindre det. At filmatisere en bog er svært. At filmatisere en succesfuld bog er rigtigt svært – der findes flere mislykkede forsøg end der findes gode. "Luftkastellet der blev sprængt" hører heldigvis til blandt de vellykkede. Der er naturligvis skåret i det oprindelige materiale og historien er blevet tilpasset filmformatet, men hvor man i "Mænd der hader kvinder" manglede nogle vigtige detaljer, har både "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt" bevaret så tilpas meget af Stieg Larssons kærlighed for detaljer. Samlet giver jeg hele trilogien fem stjerner og ærgrer mig over, at jeg ikke kommer til at opleve Salander og Blomkvist folde sig ud i nye historier, hvor de sammen vil tale de svages sag og afsløre konspirationer og hemmeligheder.

Mette Camilla Melgaard