Den 12. december 2012 går verden under, og ifølge Roland Emmerich kommer det ikke til at gå stille for sig. Og er der en, der ved et par ting om katastrofer, er det ham. Han har nemlig både "Independence Day", "The Day After Tomorrow" og "Godzilla" med i bagagen.
Historien om verdens undergang er ikke ny, og som de fleste andre katastrofefilm har "2012" også klassiske elementer som børn, kærlighed, egoisme, barmhjertighed og heltemod med. Og når Roland Emmerich er indblandet, får vi også et lille drys humor.
Der er masser af spektakulære effekter, men det opvejer ikke, at filmen er forudsigelig og alt i alt lidt for langt ude til at være rigtig spændende ... og når filmen så oven i købet varer hele 158 minutter!
Heldigvis synes jeg, at John Cusack i hovedrollen er mere end almindeligt behagelig at se på. Men havde jeg ikke ham at sidde og dagdrømme lidt om, havde jeg nok taget mig til hovedet og højlydt kommenteret de mange forudsigelige øjeblikke hele vejen igennem filmen.
Mette Camilla Melgaard