Oprydning

fre, 13 nov 2009

Når kærlighed gør ondt

Beginja fik tæsk af kæresten, fra hun var 18 til 21 år. Hun prøvede at komme ud af forholdet, men var for nedbrudt fysisk og psykisk til at kæmpe imod - til sidst overvejede hun selvmord. Det startede med en enkelt lussing. Beginjas kæreste Lasse snød i Matador, da han spillede mod hende og en af sine venner. På det tidspunkt var Beginja 18 år, og hun og Lasse havde været kærester i et år, hvor det hele havde været fantastisk. Beginja og vennen drillede Lasse med, at han var nødt til at snyde og spurgte, hvor gammel man lige var, når man snød i Matador. Det gjorde Lasse så irriteret, at han til sidst stak Beginja én på siden af hovedet.

Kæresten undskyldte og græd

Da chokket over den uventede lussing havde lagt sig, gik Beginja ned på gaden i øsende regnvejr og overvejede, hvad hun skulle gøre. Skulle hun flytte fra ham? Eller skulle hun gå op og pande ham én, så de stod lige? - Det kunne jeg ikke rigtigt finde ud af med mig selv. Så jeg besluttede mig for at gå op og sætte mig i sofaen og vente på, at han kom hen til mig. - Han satte sig så foran mig og var meget ked af det og fortalte, at han ikke vidste, hvad der var sket. Han kunne bare ikke tåle at tabe ansigt over for sin kammerat, og derfor kom det til at gå ud over mig. Men han græd og lovede, at han aldrig ville gøre det igen.

Åbnede døren for volden

 Beginja tog imod undskyldningen og gav forholdet en chance mere. Hun kunne ikke lide at se på sig selv som et voldsoffer, og derfor begyndte hun at bagatellisere episoden oppe i sit hoved:  - ”Så ondt gjorde det jo heller ikke”, ”Herregud, det var jo ikke et blåt øje”, ”Han elsker mig jo også”, ”Han har jo også lovet, at han aldrig gør det mere”.  - Problemet var jo bare, at jeg dermed fik åbnet en usynlig dør for, hvad der var tilladt i vores forhold, konstaterer Beginja.  Og tingene var ikke længere som før lussingen.  - Når vi var oppe at diskutere, var det nu blevet sådan noget med at skubbe til hinanden eller kaste med ting.  

Skubbet ned i glasskår

 Volden var endegyldigt blevet en del af Beginja og Lasses parforhold. Og det blev bare værre og værre. - Jeg var i lære som frisør på det tidspunkt og arbejdede altid om lørdagen, så det var ikke så let at komme i byen. Men så endelig var der en weekend, hvor vi kunne komme hen til nogle venner og hygge.  - Og jeg sagde så til min kæreste, at jeg ikke ville køre bilen, fordi det var så længe siden, jeg havde haft mulighed for at komme ud og drikke en øl.  Det blev Lasse meget sur over, blandt andet fordi det var hans venner, de skulle hen til.  - I frustration sparker han til glasdøren ind til vores opgang, så den splintres. Det bliver han endnu mere sur over og råber op om, at det er min skyld, at døren blev smadret, fortæller Beginja.  Lasse får fejet op, mens Beginja begynder at bære de større glasstykker ned i kælderen.  - På et tidspunkt, efter jeg har båret et par stykker ned, får jeg to hænder lige i ryggen og bliver skubbet ned i glasskårene. Min kæreste tager så et stort stykke glas og truer mig med det og siger, at det er mig, der skal betale for døren, fordi det er min skyld, den gik i stykker.

Tævet til bevidstløshed

  Volden kulminerer til en konfirmationsfest i familien. - Hen på aftenen kommer der en pige, der har ry for at være sammen med andres kærester. Og på et tidspunkt kommer min lillesøster og siger til mig, at hun har set hende og Lasse snige sig ud af døren. Jeg går udenfor og kan se, at hun går ned mod sit eget hus. Min kæreste kigger sig over skulderen og går efter hende.  - Jeg kalder på ham og beder ham om at komme ind. Men han synes bestemt ikke, at det er noget, jeg skal blande mig i. Han tager så og kaster halvdelen af sin øl i hovedet på mig.  - Idet jeg forsøger at afværge, kommer jeg til at strejfe ham på skulderen, hvilket ikke ligefrem gør ham i bedre humør. Han er lige begyndt at gå til boksning på det tidspunkt, og han stiller sig op i bokseposition, som hvis det var træningspartneren han stod foran, og så får jeg ellers nogle knytnæveslag. - Efter det slår han mig på kroppen, så jeg ryger ind i husmuren og mister bevidstheden et øjeblik. Da jeg kommer op igen, står han stadig over mig og slår mig endnu en gang, så jeg lander på køleren på en af bilerne i indkørslen.

Svært at komme væk

Beginja kan nu ikke længere skjule for omverdenen, hvilket helvede forholdet til Lasse har udviklet sig til. Både lillesøsteren, moren og stedfaren har set, hvad der er sket. - Min mor er grædefærdig og synes, jeg skal flytte hjem til hende igen. Det forstår jeg selvfølgelig godt. Men jeg har bare et par års erfaring, der siger mig, at min kæreste vil sætte sig ned og græde og ikke lade mig gå, før jeg tilgiver ham. Så jeg ved, det bliver rigtigt svært at komme væk fra ham.  Og ganske rigtigt. Selvom Beginja har forberedt, hvordan hun hurtigst muligt kan løbe ind i lejligheden til kæresten, pakke en sportstaske med tøj og så ellers komme ud i en fart igen og hjem til sin mor, går det galt. - Da jeg er kommet ind i soveværelset og propper tøj ned i tasken, vil han ikke lade mig gå. Der går flere timer med gråd og skænderi og skub, før jeg til sidst giver op og ringer til min mor og siger, at jeg ikke kommer hjem. Og det er hun selvfølgelig dybt ulykkelig over, fortæller Beginja trist.

”Du finder aldrig en anden kæreste”

  Beginja er kæreste med Lasse endnu et halvt år efter bokseslagene til konfirmationsfesten. Men nu kan hun mærke, at noget er helt galt indeni. - Jeg er ikke rigtigt glad mere og kan ikke stå op om morgenen. Jeg tager meget på i vægt. Jeg vejede lige under 70 kilo, da jeg mødte min kæreste, og jeg vejede 99 et halvt kilo, da jeg gik fra ham. Jeg har også meget svært ved at koncentrere mig. Selvværdet rasler nedad i den periode, og til sidst overvejer Beginja at begå selvmord. - Lasse fortæller mig igen og igen, at jeg aldrig finder en ny kæreste, så mit højeste ønske om at få en familie kan jeg kun få opfyldt sammen med ham. Og det tror jeg på. Hvis du igen og igen får at vide, at du er uduelig, så tror du til sidst på det. Det er jo den psykiske vold. - Og så tænker jeg bare, ”Det hele er jo ligegyldigt. Jeg er jo ikke god nok til noget alligevel, og jeg kommer aldrig ud herfra, men bliver bare tykkere og tykkere og får det dårligere og dårligere med mig selv. Jeg er nok heller ikke noget værd, så hvorfor skal jeg overhovedet være her?”

Selvmordstanker blev redningen

  Tankerne om at give op og tage sit eget liv får dog Beginja til endelig at reagere på sin situation. Hun kontakter en psykolog - Han sætter tingene på spidsen for at få mig til at forstå alvoren. Han spørger, hvad jeg vil gøre den dag, hvor jeg står på trappen, og han skubber mig ned, så jeg brækker nakken. Eller hvad med den dag, hvor det ikke er et spækbræt han slår mig med, men hvor han i stedet står med en kniv i hånden. - Og sådan havde jeg ikke tænkt på det før, altså som noget jeg rent faktisk kunne dø af. Men når jeg tænkte nærmere over det, så havde jeg jo haft bøjede ribben og blå mærker over hele kroppen. Jeg havde aldrig villet ringe 112, men jeg havde været til egen læge flere gange, hvor jeg selvfølgelig ikke indrømmede, at jeg havde fået tæsk. Psykologens ord er en eye-opener for Beginja, men der er også andre omstændigheder, der hjælper Beginja ud af forholdet. - Min kæreste bliver anholdt for voldtægtsforsøg på en anden pige og ender faktisk med at få en dom på otte måneders fængsel. Dagen efter, han er blevet anholdt, tager jeg ud til min mor for at fortælle hende, hvor min kæreste er, og så bryder jeg fuldstændig sammen, og vi bliver så enige om, at nu skal jeg flytte hjem.

Fortryder at hun ikke anmeldte ham

Da sandheden om Beginjas voldelige parforhold kommer frem, er der nogle af hendes venner, der tilbyder at tage kæresten med ud i en skov og binde ham fast med bind for øjnene, og så lade Beginja tæve løs på ham. - Men det sagde jeg nej til. Jeg har ikke hævntørst på den måde. Men jeg fortryder, at jeg ikke anmeldte ham for vold, da det stod på. - Ikke så meget for min egen skyld, for sket er sket. Men jeg ved, at han finder kærester, der er yngre og yngre, og jeg tror ikke, han er stoppet med sin voldelige adfærd. Så jeg er rigtig bange for, at det skal ske for andre piger. Får du tæsk af kæresten? Her kan du få hjælp.

af Erik Christian Larsen / foto: Rune Backs