Oprydning

ons, 07 okt 2009

Peter Lundin: Få en uddannelse!

TJECK mødte Peter Lundin i Anstalten ved Herstedvester, og han havde et klart budskab til TJECKs læsere: Uddannelse og viden er det vigtigste i verden. Man skal ikke forfalde til dumhed som tabloidaviser og Pia Kjærsgård. Peter Lundin ser sig selv som det ultimative bevis på, hvad mangel på viden kan føre til: Hvis han havde haft mere viden om det danske retssystem, havde de to drenge, han slog ihjel, været i live i dag. Lundin dræbte sin daværende kæreste Marianne Pedersen og herefter hendes to børn den 17. juni 2000. Børnene blev dræbt, så Lundin var sikker på, de ikke sladrede. - Jeg angrer virkelig, at jeg slog de to børn ihjel. Men det var, fordi jeg ikke vidste nok. Jeg troede, at man fik dødsstraf for at begå drab i Danmark, så om det var et, to eller tre drab kunne være det samme.

Det vil sige, hvis du havde vidst, at du ikke kunne få dødsstraf, så havde du ikke myrdet børnene?

- Nej, så havde jeg ikke gjort det. Men det var min egen skyld. Jeg skulle have vidst, at man ikke kunne få dødsstraf i Danmark. Jeg har ansvaret for, at jeg ikke vidste nok om samfundet. Det er mit ansvar, at jeg dræbte børnene. Uddannelse og viden gør stærk. En stærk person havde ikke myrdet de børn.

Går ind for dødsstraf

Peter Lundin taler hurtigt og virker manisk og engageret. Vi sidder i besøgslokalet på Anstalten ved Herstedvester, one on one. Lokalet er cirka 10 kvadratmeter og indeholder en briks, to stole og et bord. Jeg havde på forhånd forventet, at vi ville være overvåget af en betjent under interviewet, men det er der overhovedet ikke tale om. Så samtalen kan flyde frit.

Går du selv ind for dødsstraf?

- Ja, jeg går 100 procent ind for dødsstraf. For nogle ting er det den eneste retfærdige straf.

Kan du så forstå dem, der mener, at du fortjener dødsstraf?

- Ja, det kan jeg godt. Men jeg synes, man skal se dødsstraf i et større perspektiv. Man skal kigge på, hvor stor skade man gør. Tag Pia Kjærsgaard. Hun skaber ufred og had. Da jeg sad i Horsens, sad jeg i celle ved siden af en af de dømte fra terrorsagen fra Vollsmose. Han hader virkelig det danske samfund, og det er da blandt andet på grund af sådan en som Pia Kjærsgaard. - Er hun så ikke til stor fare for danskerne? Hun skaber den vrede, som skaber terrorister. Hun burde have dødsstraf, hvis vi havde det i Danmark. Som lovgivningen er nu, burde hun have livsvarigt fængsel. Det er maksimumstraffen for at bringe rigets sikkerhed i fare. Peter Lundin synes, medierne fokuserer for meget på hans begejstring for ludere

Mødet med Lundin

Jo, der er saft og kraft i pointerne fra Peter Lundin, som jeg lettere spændt er ankommet til Anstalten ved Herstedvester for at møde. TJECK er som det eneste medie trængt igennem fængselsmuren for at møde den firedobbelte morder og i manges øjne mest forhadte mand i Danmark. Da jeg er kommet inden for fængslets port, skal jeg i første omgang vente i et træskur, der kunne minde om en carport. Jeg bliver overvåget af et kamera, mens jeg sidder foran den sorte dør med et blåt skilt, hvorpå der står ”Besøgsafdelingen”. Klokken 9 lukkes døren op, og jeg bydes velkommen af en fængselsbetjent. De fleste af mine ting skal jeg efterlade i forlokalet i et aflåst skab, blandt andet digital recorder, mobiltelefon, pengepung og kamera. Jeg har kun min blok og pen med ind. Det lægges på en bakke og køres igennem en sluse, som man kender det fra lufthavnen. Efter denne sikkerheds-foranstaltning er friheden forbløffende. - Du går bare op ovenpå. Det er besøgslokale nummer tre, siger den mandlige fængselsbetjent. Jeg går op ad trappen og observerer med det samme, at døren ind til besøgslokale nummer tre står åben. Derinde går en mand på 35-40 år iført Hummel-træningsdragt rastløst frem og tilbage. Han registrerer, at jeg kommer op ad trappen og kommer mig i møde. Jo, den er god nok. Det er Peter Lundin. - Welcome, lyder det på engelsk med karakteristisk amerikansk accent, og vi trykker hånd. Peter Lundin, som jeg stadig vælger at kalde ham på trods af, at han har skiftet navn til Bjarne Skounborg, virker venlig og imødekommende og ivrig efter at fortælle.

Irriteret over tabloidaviser

Lundin har lagt nogle papirer frem. Anledningen til mit besøg er hans netop udgivne selvbiografi ”Peter Lundin – en morders bekendelser”, og Lundin er allerede oprevet over de reaktioner, bogen har fået i pressen. Papirerne på briksen er kopier af noget af den omtale, som tabloid-medierne har givet hans bog. - ”Besat af ludere” skriver de! Det er ét fucking kapitel i den bog, lyder det forarget fra Peter Lundin. Han ser det som et eksempel på den populisme og fordummelse af samfundet, som han er stor modstander af. Han vil have sandheden frem. Det er derfor, han nu har udgivet sin selvbiografi. Verden skal have hans version. - Det kan jo bevises, at medierne fremstiller løgne om mig. For eksempel beskrives jeg som medieliderlig. Men jeg har jo ikke givet interview nogensinde før. Hvor er det medieliderlige i det? Vis mig, hvad det er, jeg har stillet op til. - Min bog skal ikke ses som promovering af mig selv. Det har jeg ikke noget behov for. Som sagt har jeg nægtet at give interview før. Men nu har jeg set det som en god idé at få bogen ud til at forebygge mediernes løgne. Jeg synes ikke, medierne er deres ansvar bevidst. Jeg vil bedømmes på fakta og ikke løgne.

Ikke helt tilfreds med bogen

Peter Lundin er glad for, at der var nogle, der turde udgive biografien om ham. Han fortæller, at TV2’s journalist Karen Helene Hjort havde planer om at lave en tilsvarende bog, men opgav det, da omgivelserne overbeviste hende om, at det kunne være dårligt for hendes karriere. Nu kommer bogen i stedet på Forlaget Turbulenz, der også udgav David Nielsens selvbiografi ”Sorte Svin”. - Jeg er dog ikke er helt tilfreds med den redigering, bogen har gennemgået. Hvis jeg selv kunne have valgt, ville jeg have mere fokus på mine refleksioner og idéer. - For eksempel er du og jeg som mænd disponeret for polygami biologisk set. Og det har jeg prøvet at gøre rede for biologisk/naturvidenskabeligt for at underbygge mit forhold til kvinder. - Jeg ville gerne have haft en bog, der gav meget mere oplysning om samfundet og mennesker og handlede mindre om mig som person. - Men det har forlaget ikke ønsket at have med. Og det er også fair nok. Jeg respekterer, at de har et andet fokus, nemlig det kommercielle. Jeg siger bare, at hvis jeg kunne have bestemt 100 procent, så var det blevet anderledes. - Min oprindelige titel var også ”Peter Lundin – Sandheden”. Og nu er det i stedet blevet ”Peter Lundin – en morders bekendelser”.

Har du så som ambition at få udgivet en bog, hvor du bestemmer indholdet 100 procent?

- Nej, det her er det. Der kommer ikke flere bøger fra mig. Jeg har helt andre ambitioner.

Folk skal være oplyste

Hvad er dine ambitioner?

- Jeg vil gerne på universitetet, hvis jeg engang kommer ud. I øjeblikket er jeg ved at tage HF. Det kan jeg godt gøre her, men universitetsundervisning har jeg ikke mulighed for at få i fængslet. - For mig handler det om uddannelse og viden. Det er en nødvendighed at være vidende, hvis man vil ændre noget i samfundet.

Hvad vil du gerne ændre?

- Jeg vil gerne have, at folk bliver mere oplyste, så de kan træffe nogle bedre valg. Jeg kunne godt tænke mig, hvis vi kunne få en moderne udgave af renæssancen. Dengang havde folk viden på mange områder. - Hvis folk vidste mere, ville de heller ikke stemme på Pia Kjærsgaard. Helt ærligt. Hun sidder der og styrer et helt land. Det er jo hende, der har regeringen i nosserne. Og hvad er hendes ballast? En 9. klasses eksamen! Det kræver viden og uddannelse at styre et land, lyder det forarget fra Peter Lundin.

Vil ikke kaldes psykopat

Peter Lundin er meget optaget af filosofi og laver mange noter. Han mener, viden og uddannelse er vigtig, så man ikke begår fejl, som han selv har gjort. Da TV2 i 1994 bragte den nu legendariske optagelse, hvor Peter Lundin er malet sort i den ene halvdel af ansigtet, fik kanalen efterfølgende den svenske psykolog Sten Levander til at vurdere optagelserne. Sten Levander betegnede ham som udpræget psykopat. - Men i Danmark er der slet ikke noget, der hedder psykopat, siger Peter Lundin. - Hvorfor brugte de ikke en dansk ekspert, der kunne lave en rigtig analyse? Fordi det var belejligt for TV2 at skabe en samhørighedsfølelse i befolkningen, en populistisk opfattelse af, at jeg var ”psykopat”. - Men hvis jeg virkelig var psykopat, ville jeg så få lov til at møde Lene Espersen her, som jeg har gjort. Og kvinder kommer her jo uden ledsagere. Ville de få lov til det, hvis jeg var psykopat, spørger Lundin.

Jeg er en ost

Peter Lundin ærgrer sig over, at han ikke i tilstrækkelig grad har mulighed for at uddanne sig i fængslet. Han vil gerne ud at virke i samfundet, siger han. - Men vi har én computer her til 150 mennesker i to timer om ugen. Prøv at forestille dig, hvor let det er at komme til den. - Men sådan er det danske fængselsvæsen. Der foregår ingen resocialisering overhovedet. Jeg sammenligner det med en ost, der stilles væk. Du ved, som fange er man en ost, som samfundet stiller væk, så der kommer mere og mere mug på. Så efter nogle år slipper man den ud igen, men nu lugter den endnu værre, end da den kom. Halvanden times snak med Lundin er fløjet af sted. Snart befinder jeg mig igen uden for Anstalten ved Herstedvesters mure, mens Lundin fortsætter mod sin fængselscelle med udsigten til mange år endnu i en foreløbig 20-årig karriere inden for murene.

af ERIK CHRISTIAN LARSEN - foto KRISTIAN BRASEN

Peter Lundin tidslinje

15. februar 1972: Peter Kenneth Bostrøm Lundin bliver født på Roskilde Sygehus. 1981: Familien Lundin emigrerer til USA April 1991: Anna Lundin bliver myrdet af sin 19-årige søn, Peter 1. november 1991: Anna Lundins lig bliver fundet på stranden nær fyret Outer Banks. Liget bliver dog først identificeret den 20. maj 1992 på grund af dets stærkt opløste tilstand. Juli 1993: Peter Lundin idømmes 20 års fængsel for ”manslaughter” på sin mor ved retten i Dare County 14. december 1994: TV2 viser programmet ”Drømmen om Amerika”, hvori Peter Lundin indgår 20. marts 1996: Tina og Peter Lundin bliver gift i Lillington-fængslet, North Carolina 4. juni 1999: Peter Lundin ankommer til Danmark, da han er blevet udvist af USA 26. maj 2000: Tina Lundin føder parrets søn 14. juni 2000: Retten i Ballerup idømmer Peter Lundin 30 dages fængsel for trusler mod Tina Lundins datter 16. juni 2000: Sommerfest på Nyagerskolen, hvor Peter Lundin, Marianne Pedersen og hendes to sønner deltager 17. juni 2000: Mellem klokken 00.30 og 01.00 dræber Peter Lundin Marianne Pedersen og hendes to sønner 4. juli 2000: Peter og Tina Lundin anholdes i deres hjem i Måløv. De bliver begge fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, hvor Tina Lundin bliver løsladt 10. april 2005: Københavns Byret afviser et krav på 25. 000 kroner fra Peter Lundin mod Dagbladet Information, som havde kaldt ham ”klinisk psykopat” 27. september 2008: Peter Lundin bliver gift med Mariann Poulsen i fængslet i Horsens 19. november 2008: DF’s formand, Pia Kjærsgaard, kalder Peter Lundin ”modbydelig massemorder” i TV2s morgen-tv 16. februar 2009: Peter Lundins advokat, Peter Hjørne, kræver 100.000 kroner af Pia Kjærsgaard for at have kaldt hans klient ”modbydelig massemorder” Kilde: ”Sagen Lundin” af Peter Bruus Jensen