Det her er, hvad filmproduktion handler om. ”The Young Victoria” er sjov, spændende, sørgelig. Den har alt det, der skal til, for at jeg får en enorm glæde ud af at gå i biografen. Sikke en dejlig overraskelse.
Året er 1837, og den 17-årige prinsesse Victoria (Emily Blunt) er hovedperson i et magtspil, der udspiller sig i det engelske kongehus. Da Victoria skal overtage tronen, kæmper alle om at få indflydelse på hende.
Vi følger den unge dronnings første turbulente regeringsår med såvel intriger som spirende kærlighed og hendes snigende forelskelse i Prins Albert (Rupert Friend), hvilket kommer på tværs af den luskede Lord Melbournes (Paul Bettany) planer.
Det er især skuespil-præstationerne og den dramatiske udvikling, som gør denne film til en lille perle. Emily Blunt får oprejsning efter sin afskyelige præstation i ”The Devil Wears Prada”, og Rupert Friend er lige til at sluge. Ham skal du holde øje med.
Der er plads til forbedring, men det er næsten trist at bruge tid på det negative, for jeg holder virkelig af denne film. Hvis jeg skulle ændre noget, ville jeg tilføje mere af den pomp og pragt, som den historiske filmgenre har budt på gennem tiden. Derudover er den til tider lidt for åbenlys i sin klipning, men som sagt, så gør det ikke noget.
Jeg kedede mig ikke et sekund. Jeg grinte, jeg græd, jeg knyttede mine næver, og jeg havde halvanden time i et blændende godt selskab. Tag i biffen og se den. Du vil ikke fortryde det.
Anders Bernhoft - Foto: Nordisk Film