Fra rebelsk gadehiphopper til protest- og kærlighedssanger.
Wafande er født og opvokset på Christiania med en mor, der er halvt dansk, halvt fransk. Hans fars slægt er fra Tanzania, Congo, Malawi og Oman, hvilke gør Wafande til lidt af en verdensborger. De, som har fulgt med i dansk undergrundshiphop, vil nok kunne genkende den lidt over to meter høje mulatfyr med et kæmpe smil og et glimt i øjet, men under navnet Fantabis. Han var nemlig i sin tid kendt for at blande engelsk og fransk rap på den danske undergrundsscene. I dag udkommer så Wafandes første dansk- sprogede album i en ny genre, der blander roots, afro og reggae. Vi mødte Wafande på Nørrebro i København til en eftermiddagspilsner i solen på Kaffesalonens fine pram ved Peblinge Sø. Wafande fortæller, at ud over at kunne tale tre og næsten fire sprog er det vigtigt for ham, at man ikke sender de forkerte signaler til unge mennesker. Jeg husker selv Wafande fra 14 år tilbage, da vi begge var cykelbude for et rejseselskab i det indre København. Han var altid flink, rar og meget høflig over for pigerne i salgsafdelingen. Vi taler sammen om Wafandes nye plade og nummeret ”Flot Figur”, hvor han fortæller om, hvordan han er træt af piger, der ligner stankelben. Han vil nemlig gerne have en pige, der ikke kun spiser sushi (hvilket han mener, er total spild af penge). Han vil hellere have en sund pige med lidt sul på kroppen og med lidt ”junk in the trunk”. På albummets første single ”Giv Mig et Smil” har Wafande allieret sig med en ung knægt ved navn Kaka, der lyder usandsynligt meget som Danmarks helt egen Natasja, hvilket nok ikke er så underligt, da han er oplært af netop hende. Han er klart en, vi skal holde øje med her på TJECK.