Knap 80 procent af danskerne mellem 15 og 34 år har i dag en smartphone. Og den har de med sig overalt; i skole, på cyklen, og når de er sammen med vennerne. Men de er samtidig også den gruppe, der passer dårligst på deres telefon, og næsten hver tredje har prøvet at ødelægge deres telefon. Det viser en ny undersøgelse fra YouGov for Sony Mobile.
To tredjedele har deres smartphone liggende løst i lommen eller tasken, hvor den bliver udsat for stød og slag. Til forskel er det godt halvdelen af de 35-49-årige, der opbevarer deres telefon i lommen eller tasken, og det er kun hver femte fra den gruppe, som har oplevet at ødelægge en smartphone.
Knap halvdelen af de unge har gjort deres telefon våd i regnvejr eller er kommet til at hælde væske ud over den. Her er det under 25 procent fra gruppen af 35-49-årige, der bruger den i regnvejr eller har gjort den våd.
Over 75 procent af de unge har tabt deres telefon flere gange eller taber den ofte. Her er det knap halvdelen af de 35-49-årige, der svarer det samme, mens det kun er hver tredje 50-65-årige smartphone-ejer.