Oprydning

ons, 14 okt 2009

Verden har brug for glad musik

Glade, lidt naive popsange er lige så vigtige som dybe, melankolske tudesange med tung lyrik, mener IDA CORR, der netop har smidt en ny samling solmættede sange på gaden. -Man skal passe på med at anvende pointsystemer, når det handler om musik. Det kan godt virke som om, at jo mere deprimerende og tungt, det er, jo mere berettigelse har det, jo mere dybde og nærvær er der i det. Og det synes jeg, er noget fis. - Musik handler jo om følelser, og du kan bruge musik til at forstærke en følelse eller komme væk fra en følelse, hvad enten det er sørgeligt eller glædeligt. Og hvis en sang på den måde kan påvirke folks følelser, så har den sin berettigelse, uanset om den vækker glæde eller sorg, siger Ida Corr. Hun er selv stolt og glad over, at et pop-nummer som ”Let Me Think About It” kan skabe glæde såvel i Danmark som Østeuropa og USA. På tværs af geografiske og kulturelle skel. Den 32-årige sangerinde har netop udgivet sit fjerde album, der indeholder glade, rytmiske sange med let tilgængelige tekster. Præcis som god pop skal være. Derfor kan Ida Corr heller ikke diske op med alenlange beretninger om teksterne. De er ret generelle. Hun mener, at alle mennesker indeholder de følelser, hun indeholder, så der er ingen grund til at gøre teksterne til et spørgsmål om Ida Corr som person.

Stamme-rytmer og far

Hvad der derimod er personligt, er den rejse tilbage til de musikalske rødder, som Ida Corr har taget og lagt til grund for ”Under the Sun” som det nye album hedder. - Det er blevet mere uragtigt. Det starter med et beat, og jeg synes, der er meget stammedans over det. Jeg har tidligere bevæget mig meget rundt i genrer og stilarter, men nu har det været vigtigt for mig at komme tilbage til mine afrikanske rødder, siger Ida Corr. Hvordan kan det være, du leder efter dem lige nu? - Jeg tror, det er, fordi jeg har arbejdet så meget de seneste par år i alle mulige sammenhænge. Og så har man to valg. Man kan enten forsvinde ud i alle sine projekter, eller man kan prøve at finde ind til en kerne i sig selv. Hvem er jeg inderst inde. Det har været vigtigt for mig at finde en balance og en ro, når jeg hele tiden har skullet spille alle de roller. Hvad er jeg, og hvad er jeg ikke. Hvad er det, der udgør mig, uanset om jeg er i Herning eller New York. Jagten på rødderne betød også, at du havde din gambiske far med i studiet. Hvordan var det? - Jamen, det var jo pure nostalgi. Min fars måde at synge og spille på vækker minder om dengang, jeg var barn. Så det var med til at give mig lysten til at finde den ro, som jeg havde dengang.

Vil lære at producere

Idas glæde ved glad musik afspejles også i måden, hun og hendes producer, Motrack, arbejder på. - Jeg elsker at lege. Og det gør vi meget i studiet. Vi sidder og leger med lyde, og jeg spiller for eksempel bas på den her plade. Så det er meget sådan noget med, at vi mødes om morgenen i studiet og siger: ”Hej, hvad skal vi lave i dag?” Men det er stadig Motrack, der styrer knapperne. Ville du ikke gerne det selv? - JO! Det er faktisk mit næste store projekt at få mit eget studie. Nu må jeg fandeme lære at styre de knapper. Det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan det. Det er da irriterende, at jeg hele tiden skal sidde og råbe og pege: ”Ryk lige den vokal lidt! Skru lige op for det der…” - Motrack spørger også nogle gange, hvorfor jeg ikke har lært selv at styre knapperne. For så kunne jeg selv lige ordne de ting, jeg ikke er tilfreds med, og så kunne han gå ned og købe sig en kaffe imens. Men jeg tror nok, jeg er for utålmodig. Når der skal ændres noget i en sang, så skal det være nu, nu, NU! Og når jeg så sætter mig ved knapperne, så tager det alt for lang tid. - Så det bliver min store udfordring. At tage mig tiden til at lære at producere.

Ida Corr og Shaggy

Mr. Boombastic, Mr. Loover Loover – eller bare Shaggy – medvirker på “Under the Sun”. Han er den mandlige vokal på titelnummeret. Samarbejdet mellem ham og Ida Corr blev skudt i gang i Bulgarien, fortæller Ida. - Jeg skulle spille et job i Sofia. Det var et kæmpe show, hvor Shaggy åbenbart var et af hovednavnene, og det var jeg så også. Det fandt jeg ud af, da jeg kom derned. Det er ikke altid, jeg lige får tjekket på forhånd, hvad det er for en type job, jeg skal på. - Men vi endte så bare med at hænge ud sammen og feste igennem og danse hele natten, indtil han skulle med sit fly klokken 7 om morgenen. Og vi havde det så fedt! Han er en fantastisk fyr. Ren nostalgi. Og så har han en fantastisk selvironi. - Vi har så holdt kontakten ved lige, og jeg har besøgt ham nogle gange, når jeg har været i USA. Han sagde så på et tidspunkt, at han syntes, vi skulle lave noget sammen. Men på det tidspunkt var han lige færdig med sit seneste album. - Så lavede jeg ”Under the Sun” og sendte tracket til ham, og så ringede han tilbage og sagde ”Waauv, that beat is sick, that beat is sick!” Og så kørte det. Læs også Tjecks anmeldelse af "Under the Sun" af ERIK CHRISTIAN LARSEN - foto WARNER MUSIC