KROP & SIND

man, 07 mar 2016

Porno og sex

Det er meget forskelligt, hvordan folk bliver påvirket af porno

Kvinde på 20 år fra Køge Kommune

Min kæreste er afhængig af porno. Jeg har prøvet at tale med ham om det, men han kan ikke selv se det. Han har fået et unormalt forhold til sex, han kan ikke længere acceptere mine grænser, og når jeg siger, at det han vil prøve enten gør ondt eller på anden måde er umuligt for mig, siger han at jeg bare skal se noget porno, for det kan de godt der, så kan jeg også. Min kæreste er 29 år, så man skulle mene, at han burde vide, at det ikke er normalt at kunne alt det samme som de kan i porno. Der ud over er han helt opsat på en trekant, jeg fik overtalt min veninde til at prøve med os, fandt ud af at det kunne jeg ikke lide, men nu vil han ikke lægge det fra sig igen. Hver gang hun er på besøg, prøver han at flirte med hende. Det er til at blive dårlig af. Han siger, at det jo var mig selv som åbnede muligheden, selvom vi inden trekanten havde aftalt, at vi prøvede for at finde ud af, om vi kunne lide det, og hvis der var en af os som ikke kunne, så kunne man sige, at det var prøvet, og det var så det. Det påvirker også, når vi knalder, for hvis han snakker en smule om det, stopper jeg helt med at være tændt, og det gør at vi diskuterer rigtig meget. Men alt i alt, tror jeg, det bunder i, at han ser alt for meget porno.

Svar:

Det er meget forskelligt, hvordan folk bliver påvirket af porno. Nogen har problemer med at adskille det fra virkeligheden, men det er få, der har det sådan. Andre ser det som underholdning på linie med f.eks. actionfilm. Der er forskel på, at være afhængig af porno og på at have svært ved at adskille sex i porno med sex med en virkelig partner. Uanset hvad, hvis du kalder ham for afhængig, når I diskuterer, og han ikke selv føler, han er det, kommer du muligvis til at lukke samtalen af, inden du er nået til din pointe. Måske skal du gøre det klart over for din kæreste, at det er i orden, at han ser porno og der er ting, han har lyst til at prøve, men der desværre bare nogle ting, du ikke kan gøre – fordi du ikke er pornoskuespiller, og det er ikke ok for dig, at det gør ondt, eller du skal overskride dine grænser uden at have lyst til det. Vil du kunne lave en aftale med dine kæreste om, at det kun er nogle gange, I gør ting, som han har fået ideen til fra porno? Og andre gange var sammen på måder, som du gerne vil? Eller tror du ikke, at han ville kunne overholde det? Det er ikke i orden, at han overskrider dine grænser uanset, hvor dumme eller ligegyldige, han synes, de er. Det er meget forskelligt, hvor folks grænser går, men grænser skal det altid respekteres. Du kan i hvert fald sige til ham, at når han presser dig så meget, gør det dig mindre tryg og du får sværere ved at finde ud af, om der er grænser, du har lyst til at eksperimentere med. Hvis han bliver ved med at overskride dine grænser, kan du overveje, om du har lyst til at fortsætte med at være kærester med ham? Tror du, der er noget der vil gøre, at han holder op med at overskride dine grænser? Efter jeres trekant med din veninde, har du så snakket med hende om den oplevelse, I havde, da I forsøgte jer med en trekant? Måske vil hun kunne støtte dig. Vil du kunne snakke med hende om de andre problemer også? Eller er der en anden person, som du vil kunne støtte dig til? Hvis du vælger, at du ikke vil være kærester med ham, kan det også være meget rart, at have nogen, som man kan snakke med i det første stykke tid efter og som kender grunden til, at man har afsluttet forholdet. LÆS OGSÅ: "Trekant med kæresten og bedste veninde" Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl. 17-19 fra mandag til torsdag. Fredag er telefonen åben kl. 15-17. Nummeret er 70 20 22 66.