GADGETS

ons, 18 jun 2014

Portræt af NorthSides publikum

NorthSide-publikummet spænder bredt både alders- og stilmæssigt, men umiddelbart udgør studerende semi-hipsters den dominerende type. Her får du et lille udsnit af dem, der gæstede festivalen i Smilets By i år

TEKST: Anne Kildegaard Hansen FOTO: Anders Teibel

Folkeskolevennerne fra Mårslet

None

None

Victor (17 år), Simon (17 år) og Katrine (16 år) har gået i folkeskole sammen, og nu er vennerne samlet på NorthSide Festival. De har indlemmet Katrines kæreste Jakob (18 år) i festival-flokken. Det er kun Katrine, der har været til NorthSide før, og nu er drengene kommet med for at høre al den gode musik. De har især glædet sig til at høre hiphopperen A$AP Rocky, som er garant for en god fest. Alle fire er enige om, at NorthSide er en super fed festival – både på grund af musikken men også den centrale placering i Aarhus, det gode udvalg af både almindelig og økologisk mad og i det hele taget den hyggelige stemning og opbygning af pladsen. Så det er nok ikke sidste gang, gruppen sætter fødderne på græsset i Ådalen.

De flotte frivillige hjælpere

None

None

Nanna på 26 er oprindeligt fra København men har nu bosat sig i Aarhus, og hun er frivillig hjælper til NorthSide ligesom Rikke på 19 fra Vorbasse. Rikke er kommet alene til festivalen, fordi musikken passer perfekt til hendes smag, og hun tænkte, det kunne være en fed oplevelse af arbejde som frivillig. Nanna går mest rundt med en af sine veninder og har løbende mødt forskellige venner på pladsen. Hun er her især, fordi hun synes, NorthSide er et godt alternativ til mange dage med rigelige mængder alkohol på Roskilde Festival, og Rikke tilslutter sig og siger, at NorthSide netop har en tilpas længde med sine tre dage, og ”det gør det mere overskueligt og behageligt”. Pigerne synes også, man får hørt mere musik sammenlignet med andre festivaler, fordi man får god søvn og heller ikke behøver vælge mellem flere gode bands, der spiller på samme tid. På NorthSide er der nemlig ikke mulighed for overnatning på selve festivalpladsen, og de største kunstnere spiller skiftevis på de to store scener.

Kække knejter fra Kolding

None

None

Bertram, Mathias, Frederik, Christian, Sebastian, Kristian, Oliver og Frederik kender hinanden på kryds og tværs fra Kolding. De er næsten alle sammen 23 – med en enkelt på 22 og en alderspræsident på 25 til at holde nogenlunde styr på de andre. Fire af gutterne har gået i samme folkeskoleklasse, men i dag er der kun én, der stadig bor i Kolding; to er flyttet til Norge og resten bor i Aarhus. Nu er de alle sammen samlet i Smilets By, fordi de kunne få gratis armbånd ved at arbejde i Champagne-baren. Tre af dem har været på NorthSide før. De synes generelt, det er en fed festival, og i år topper det med det lækre vejr. NorthSide udmærker sig efter deres mening ved, at det ligger midt i byen, og at man slipper for at sove i telt. De vil dog gerne lige klage over løgsuppen, der blev serveret til frokost i medarbejderområdet, og bordfodboldbordet derinde var altså heller ikke helt i vater. ”Men udover det, er det en fantastisk festival!” siger de.