FILM, TV & TEATER

ons, 18 nov 2009

Rebelsk venskab

”Enten stopper vi, eller også begynder vi at snakke sammen!” OUTLANDISH var i dyb krise, men fik pustet liv i venskabet i sidste øjeblik. Resultatet er albummet SOUND OF A REBEL.  (Fra TJECK, maj, 2009) Der er gået fire år siden, Outlandish udgav ”Closer Than Veins”. Opfølgeren ”Sound of a Rebel” blev skrevet og indspillet på bare fem måneder. Forinden havde bandet arbejdet to et halvt år på det fjerde album og havde materiale nok til et dobbeltalbum.  Men i august 2008 besluttede bandet at smide det hele ud: Tekster, sange, idéer – det hele. Der var grus i maskineriet – og i venskabet. Cirka en måned før album-release, møder TJECK Isam, Lenny og – ja til dels – Waqas. Han er med via Skype fra Pakistan. Desværre er strømforsyningen i Pakistan ikke helt stabil, så Waqas er kun med os ved interviewets start og slutning.

Lyden af tre rebeller

 

Hvorfor smed I materiale til et dobbeltalbum i skraldespanden?

Lenny: Titlen ”Sound of a Rebel” refererer til den periode, hvor vores venskab var i en ”lav-periode”. Vi var nået til et punkt, hvor vores forhold var blevet rutine. Vi havde fået et Facebook-venskab: Vi var sammen, men vi var ikke rigtigt sammen. Der skete en masse ting – også i vores private liv – som gjorde, at vi var nødt til at stoppe op og enten sige stop eller begynde at kommunikere som venner igen. Vi valgte at begynde at snakke sammen. Derfor traf vi en beslutning om, at vi ikke ville have de numre, vi havde lavet i lav-perioden, med på den nye plade. De var lavet efter de gamle rutiner, hvor Isam gjorde sit, Wapas sit og jeg mit. Så det var naturligt for os at begynde forfra, for vores musik har altid været udtryk for ærlighed – ligesom en dagbog. Waqas: Vi fandt ud af, at det var vigtigt, at vi nedbrød de gamle måder, vi så hinanden på. Vi genopdagede, at det er sjovt at lave musik, når vi tre er sammen, og vi stoppede med at tænke på det som en forretning. Isam: Man kan godt sige, at vi var blevet mere forretningspartnere end venner. Vi kunne komme fem minutter før et show og gå fem minutter efter. Vores performance var virkelig på rygraden – ren rutine. Og den mentalitet kom vi til at tage med ind i musikken, men det gad musikken ikke! For det var ikke ægte, det var masseproduktion. Jeg følte ærlig talt, at Outland’ var død. Der, hvor det virkelig slog mig, var, da jeg blev far for syv måneder siden. Det var en hård fødsel, og vi skulle være en uge på hospitalet. Men drengene dukkede bare ikke op. Det blev jeg enormt skuffet over, og jeg syntes, at det sagde rigtigt meget om vores forhold. Vi havde ladet forholdet køre, selvom vi godt kunne mærke, at der var problemer. Vi havde bare ignoreret dem, men man skal selv tage dem. Og det er lige præcist det oprør, der har inspireret til titlen ”Sound of a Rebel”. Vi havde bare manglet et ordentligt los i røven. Og min søns fødsel var det los, der skulle til for at sparke liv i vores forhold igen, og for at vi turde tage snakken.

Sang Aicha pivfalsk

 

Havde I alle tre følelsen af, at venskabet var ude på et sidespor?

Lenny: Selvfølgelig. Men det var svært at se sig selv og de andre i øjnene, for det kunne betyde, at vi skulle stoppe Outlandish, og det var en svær beslutning. Isam: Der var flere ting, som havde fået os væk fra hinanden. Jeg havde blandt andet en periode med sangen ”Aicha”, hvor jeg følte, at den både var en gave og en forbandelse. Der er stor forskel på at indspille i studiet og synge live. Så jeg blev pludselig kastet for løverne, da vi skulle ud og performe Aicha, for jeg kunne faktisk ikke rigtigt synge den. Det blev jeg psykisk enormt lukket af, og drengene kunne tydeligt se, at der var noget galt. Jeg syntes ikke, det var sjovt at stå hver aften i tre uger og syge Aicha pivfalsk. Jeg har min egen klang og måde at synge på. Så jeg lærte det på den hårde måde ved at stå foran 20-30.000 mennesker: Spottet var på mig, vi havde et verdenshit og havde ligget nummer et i fucking to måneder i Tyskland. Der skulle bare leveres. De ting skulle jeg lige absorbere, og efter hvert show brugte jeg en time for mig selv. Og det, føler jeg, har været med til at adskille os.  

Men hvad har I ændret konkret?

Lenny: Vi ser hinanden i øjnene, lytter til hinanden og siger vores mening, selvom der måske bliver dårlig stemning. Men hvis tingene ikke bliver sagt, bliver problemet bare større. Så ærlighed, åbenhed og forståelse for hinanden er ændringerne. Isam: Hvis der er noget galt, så siger man det, og så tager de andre imod. Så enkelt kan det siges.

Hvordan kan man høre på det nye album, at I er blevet ”ægte” igen?

Isam: Man kan høre det på den måde, vi krydser hinanden på arrangementsmæssigt. Og vi deler nærmest kagen i tre dele i forhold til vokalarbejdet, så det er et teamwork.

Helstøbt og ærligt album

 

Hvilke genrer leger I med på ”Sound of a Rebel”?

Lenny: Vi har altid haft vores eget udtryk, og vores musik sin egen lyd. Hip hop har altid været fundamentet, det er der, vi kommer fra. Og derfra bevæger vi os så i forskellige retninger. Alle vores plader lyder forskelligt. Isam: ”Sound of a Rebel” er nok det mest helstøbte og udadvendte album, vi har lavet. Og det mest ærlige.

Har I siddet sammen og skrevet til albummet?

Lenny: Ja, med nogle af sangene har vi siddet sammen. På andre er der en af os, der har været i studiet med en idé, som vi så har arbejdet videre med sammen. Så der har været meget kommunikation i processen. Isam: Det først nummer, vi skrev, da vi begyndte forfra, var ”Amen”, og vi følte os virkeligt taknemmelige over endeligt at have fået hul igennem og fundet hinanden igen, fordi vi havde prøvet så længe.  Vi er blevet mere afslappede med at uddelegere opgaverne og stole på, at tingene bliver lavet på den rigtige måde. Vi er blevet klogere af de erfaringer, vi har gjort os. Og så endnu en vigtig ting: Vi er alle sammen blevet gift.

Så I er blevet voksne og kedelige?

Isam: Nej, det betyder, at man bare er et menneske, og at ens prioriteter skal være i orden. Vi skal lære at prioritere og ikke nødvendigvis være med ind over alt, som en anden tager sig af.

Har I gæster med på den nye plade?

Lenny: Ja, vi har samarbejdet med forskellige artister. Blandt andre er Lucy Love med på et af numrene. Hun er meget fed. Isam: Hun er helt klart en person, man skal holde øje med, og jeg håber, der kommer mere spotlys på hende, for grime-scenen er nærmest ikke-eksisterende i Danmark. 

Hvad er succeskriteriet for pladen?

Isam: Ambitionerne er altid høje: At lægge UK ned, at lægge US ned!  Lenny: Men det er ambitioner. Med hensyn til succeskriteriet, så har jeg allerede nået det, jeg ville: At lave en plade, hvor jeg føler, at det er fedt fra a til z.

En varm kartoffel

 

Hvad handler teksterne om på den nye plade?

Isam: Outlandish’ tekster har altid været dagbogsagtige – lytter jeg til den første plade, genkender jeg mit liv fra den gang. Og nu, hvor jeg er blevet gift og er blevet far, har det helt sikket også haft betydning for teksterne. Normalt har jeg aldrig brugt ordet ”baby” i en tekst, blandt andet fordi jeg synes, det er så voldtaget inden for pop-branchen.

Hvad berettiger så ordet for dig nu?

Isam: At jeg nu har jeg MIN baby. Så det er meget naturligt for mig at bruge det.

Der er mange, der hører jeres tekster som politiske…

Lenny: Vores tekster har altid taget udgangspunkt i vores hverdagsliv på gaden, på arbejdet, i skolen, som vi – eller vores venner – har oplevet det. Og det er der mange, der ser som politisk. Men hip hop handler om at beskrive sit miljø. I hip hop har man pladsen til at udtrykke nogle ting, der sker i ens hverdag – lige på og hårdt. Ikke fordi vi vil være politiske, men fordi vi skriver det, som vi oplever det. Og det tager folk på forskellige måder. Nogle gange bliver vi nærmest gjort til fredsstyrker, og andre gange er vi bare terrorister.

Hvordan føles det?

Lenny: Personligt er jeg faktisk ret ligeglad. Det er ikke noget, der påvirker, hvordan jeg er. Folk vil altid have en holdning til, hvem jeg er, når de ser mig på tv eller en forside.  Journalister har forskellige agendaer: Nogle gange er Outlandish et integrations-forbillede, andre gange er vi det modsatte. Det kan jeg ikke tage alvorligt. Isam: Man skal tage det med et gran salt. Lige som man ikke vil lade terroristerne styre ens liv i forhold til, hvor man rejser hen, skal man heller ikke lade folks holdninger styre ens liv.

Jeg husker Gaffa-forsiden, hvor I lavede en parodi på Dansk Folkepartis plakat. Var det ikke et politisk statement?

Isam: Forsiden til Gaffa var legendarisk, det var en fed idé på et fedt tidspunkt. Det var Gaffas idé: Det var enten en Rolling Stones-parodi eller en DF-parodi.

Men er man så ikke politisk?

Lenny: Hvorfor er man det? Der er da masser af kunstnere, der laver revyer og sjov med dronningen og politikerne. Isam: Det bliver bare lidt mere politisk, når det er os. Og det er fordi, vi er en varm kartoffel på grund af vores baggrunde og kulturer. Og det har vi lært at leve med. Lenny: Vores konstellation kan bruges til mange ting – en kristen og to muslimer. Alt efter hvilken historie journalisten vil fortælle.

Men føler I ikke behov for at forsvare jer, når I bliver skudt alle mulige holdninger i skoene?

 

Lenny: Hvorfor skal man forsvare sig, når man ikke har gjort noget forkert? Isam: Tidligere lod vi os påvirke for meget af folks holdninger til os, og det var også med til at gøre, at vi fik det dårligere og dårligere med hinanden.

Samler jeres specielle konstellation ikke også folk?

Isam: Fra day one har Outlandish samlet folk – det er ikke vores hensigt, det sker bare. Anmelderne var i chok over det: For første gang i Vegas historie var der halvt brune mennesker og halvt lyserøde mennesker til en koncert! Lenny: Der er mange ting, vi er blevet opmærksomme på gennem pressen. Vi havde sgu da aldrig tænkt på, at vi var to muslimer og en katolik. Men når man tænker over det i forhold til den verden, vi lever i, kan jeg godt se, at der er en historie. Pludselig er der igen hul igennem til Waqas i Pakistan. Desværre er interviewet næsten slut, så efter at have besvaret, ”hvad er din livret og din yndlingssport” og andre drønvigtige spørgsmål, slukker vi for Skype: Isam: Jalla jalla, vi snakkes Waqas!

Det ka’ vi li’

 

Tre favoritbands?

 Lenny: Outcast, Coldplay og en gruppe fra Puerto Rico, der hedder Calle 13. Isam: Jeg lytter ikke til så meget musik i øjeblikket, for når jeg skriver musik, vil jeg ikke distraheres af forskellige stilarter. Waqas: Coldplay, M.I.A. og Outlandish (”Yeah, baby!” – bifalder Isam).  

Hvad læser I lige nu?

 Lenny: Jeg læser aldrig, det må jeg indrømme. Isam: En bog af den danske rejsende Carsten Niebuhr, der skrev om Mellemøsten i 1700-tallet Waqas: ”Slumdog Millionaire”. Jeg har lige været på en lang rejse på et lokaltog i Pakistan. Jeg var kommet til et kapitel, hvor hovedpersonen i bogen sidder på et lignende tog, som så bliver røvet!  

Hvad er jeres yndlingsfilm?

 Lenny: ”Gladiator”! Jeg synes, den har det hele. Isam: ”The Usual Suspects”. Plottet var fand’me godt skruet sammen. Waqas: ”Slumdog Millionaire”. Den handler om nogle af de ting, jeg selv har oplevet som barn, fordi jeg kommer fra det samme område.

Hvad gør jer glade?

Lenny: Positivitet gør mig glad. Og min kone og min hund gør mig glad. Isam: Min søn, for han er begyndt at sparke og smile og ville op til far. Og så prøver han at spise mit øre. Waqas: I gør mig glad drenge, vores musik gør mig glad. Ellers er det de små øjeblikke, hvor man har den der indre ro.

Hvad er jeres yndlingssport?

Lenny: Det må være fodbold. Isam: Fussbaaaaall! Waqas: Tvangsfodbold, fordi min søn er psykopat-interesseret i fodbold pt. Jeg er ikke den sporty type, sorry.

Hvad er jeres livretter?

Isam: Jeg er blevet rigtig glad for sushi, men jeg skifter lidt. Waqas: Jeg elsker italiensk mad, men også sådan noget thaimad, der er kokos-curry-inspireret. Lenny: Jeg kan godt lide alle former for indisk mad. Og så har Isam lært mig at spise sushi.  

Diskografi

 Outland’s Official (2000) Bread & Barrels of Water (2002) Closer than Veins (2005) Sound of a Rebel (2009)  

Outlandish

 

  • Bandet hed tidligere Young Gifted and Brown
  • Dannet i 1997
  • Medlemmer:
    • Isam Bachiri (marokkansk baggrund) Vokalist, rapper, producer
    • Lenny Martínez (cubansk baggrund) Rapper, producer
    • Waqas Ali Qadri (pakistansk baggrund) Rapper, producer
  • Outlandish har skrevet tekster på engelsk, spansk, urdu, arabisk og dansk
 

Af Kristina Abildgaard Köksal / foto: Claus Peuckert