Tiden står nærmest stille, når du i selskab med Jonah Blacksmith - på Jericho Beach, Vancouver - oplever, hvad musik egentlig handler om: livsglæde, kærlighed, fællesskab og nærvær.
Se hvad der skete på Jericho Beach hér: https://youtu.be/dLBtim0Ze1I?t=6 Med vind i mikrofonerne og aftensol i øjnene tangerer bandet på denne uimodståelige liveoptagelse det, man vel sagtens kalder et magisk øjeblik. A Song To The Sea. En spontan idé fik ben at gå på - og sand mellem tæerne - da bandet inviterede til fest på stranden umiddelbart efter deres koncert på Vancouver Folk Festival. En koncert, der med energi og nærvær efterlod et stående og begejstret canadisk publikum. Lyt hér ”A Song To The Sea handler om, at uanset hvor man er, skal man have sit hjem med sig. Man skal vide, hvor man kommer fra og have et fast ståsted. Det er svært at have en retning i sit liv og sin tilværelse, hvis man ikke ved, hvad man er gjort af – man skal huske sine rødder”, fortæller brødrene Simon og Thomas Alstrup. “Linjen ’Home is where your heart is’ slår essensen af sangen godt fast. Alle har et hjem, og den platform, man tager med hjemmefra, er det man møder omverdenen med”, fortsætter Simon. Disse tanker var med i kufferten, da bandet denne sommer turnérede i mægtige Canada - bandets aller første optrædener uden for den danske andedam. En turné, som blev en realitet efter, at to canadiske bookere hørte bandet på Tønder Festival i fjor. Foruden Vancouver Folk Festival besøgte bandet også legendariske Winnipeg Folk Festival, endda Main Stage, hvor over 10.000 mennesker tog imod bandet og musikken med åbne arme. Til november udkommer syv-mands-ensemblet med et livealbum. Et album, hvor både koncerter i Danmark og det nordamerikanske roadtrip gennem The Canadian Rockies har sat sine tydelige spor. I musikken såvel som i bandet.