MUSIK INTERVIEW & TRENDS

tor, 27 apr 2017

Roskilde Festival offentliggør de sidste kunstnere og årets spilleplan

Den legendariske rapper Nas fuldender programmet sammen med Cult of Luna, Freddie Gibbs, Trap Them og Young M.A. Dermed kan Roskilde Festival offentliggøre spilleplanen med tider og scener for alle 179 koncerter.

Med et pladesalg på over 25 millioner gennem karrieren er det en absolut sværvægter fra den amerikanske hiphop-scene, der nu gæster Roskilde Festival første gang. https://youtu.be/DhPtRA7zieE New York-rapperen Nas er især elsket for sin klassiske debutplade 'Illmatic', der i dag er bredt anerkendt som én af verdens bedste hiphop-plader. Hans seneste udgivelse er pladen 'Life Is Good' fra 2012, og for nylig var han involveret i Netflix-serien The Get Down. For få uger siden kunne han omsider bekræfte, at hans næste album udkommer senere i 2017, så Roskilde Festivals deltagere kan glæde sig til nye numre og naturligvis klassikere som 'The Message', 'If I Ruled the World (Imagine That)', 'N.Y. State of Mind' og 'I Can'. Programmets amerikanske hiphop-udvalg styrkes yderligere med Freddie Gibbs og Young M.A, mens metalfans kan glæde sig til Cult of Luna og Trap Them. https://youtu.be/Pu2avDnJy58 Dermed har Roskilde Festival offentliggjort 179 koncerter, hvilket betyder, at programmet nu er fuldendt, og spilleplanen med tider og scener også kan afsløres. LÆS OGSÅ: "Roskilde Festival afslører årets plakat og 77 nye navne" Med den endelige spilleplan i hånden er det således muligt at planlægge sine musikalske opdagelsesrejser gennem Roskilde Festivals mangeartede udbud af stilarter og uventede koncertoplevelser. Se spilleplanen på Roskilde Festivals hjemmeside. Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger: ”Det er vores vigtigste arbejdsdokument, som vi nu har sendt i printeren. Spilleplanen er vores bedste bud på at balancere de store fællesskabsoplevelser på Orange Scene og Arena med de tætte og intime shows på mindre scener som Gloria og Pavilion. Det er den, der skal angive stierne i programmet, når man vil forsøge at trave igennem det utal af genrer og tendenser, som findes blandt de 179 koncerter på årets Roskilde Festival."

Roskilde Festival 2017 finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

Årets plakat favner navner som Foo Fighters, The Weeknd, Arcade Fire, Solange, Lorde, The XX, Trentemøller, A Tribe Called Quest, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Blink-182, Father John Misty og Justice. Partout-billetter til Roskilde Festival koster 1.995 kroner (eksklusiv gebyr). Et begrænset antal endagsbilletter er til salg for 995 kroner (eksklusiv gebyr). Billetter til fredag 30. juni er udsolgt. Billetter kan købes på roskilde-festival.dk.