Anderson .Paak & The Free Nationals
7. marts 2019
Royal Arena, Amager
Et gudsbenådet, charmerende og betagende talent. Brandon Anderson Paak dansede og gakkede sig ind i alles sind og hjerter torsdag aften i Royal Arena. Første gang jeg stiftede bekendtskab med den californiske musiker var, da jeg så hans Tiny Desk Koncert i NPR fra august 2016. Jeg var solgt fra starten, og elskede hans flow, rytme og energi. Han har med sin fusion af hiphop, R&B, funk, soul og rap skabt noget unikt musik, der adskiller ham fra alle tidens poptendenserne, som mildest talt mætter ens musikmave på niveau med McDonald’s mad. Anderson har en hel unik måde at rappe på, som ville give enhver engelsklærer hjertestop på stedet – men det fungerer pisse godt.
Med et gennemsigtigt hvidt tæppe foran The Free Nationals og Paak blev koncerten skudt i gang med
The Chase
, og vi kunne alle følge deres skygger. Jeg er vild med, at Brandon sidder bag trommerne imens han rapper eller synger. Det var dog ikke meget man kunne høre af hans vokal, og det gentog sig hver eneste gang han satte sig bag trommerne – tak for at fucke det up for os lydmand! Tæppet faldt, og Anderson fik hele Royal Arena til at bounce tilBubblin’
- Kæft det er fed hiphop. Generelt havde Paak et vildt tag om publikum. Hver gang han dansede, så skreg pigerne i vilden sky – jeg er ret sikker på, at en del gutter også skreg. UnderGlowed Up
fik han hele Royal Arena lyst op med publikums mobiltelefoner og lightere, og underSaviers Road
stagedivede og crowdsurfede mens han fejlfrit rappede. Selvom Royal Arena ikke var pakket til renden, faktisk var der kun 6300 personer, så var der en festival stemning i salen. Publikum blev konsekvent ved med at skråle ”lå lå lå” (Seven Nation Army melodien). Det var ikke det eneste, der mindede om en festival. Hans koncert var desværre lige så kort som et festivalsæt, og det er ikke særlig imponerende, at Paak og The Free Nationals kun spiller 75 minutter. For at gøre det værre, så kæmpede lydmanden hele koncerten igennem med dårlig lyd, der aldrig blev fikset. Oftest lød det som om vi hørte musikken inde i en svømmehal. Midt under koncerten begyndte Royal Arena at lugte af marihuana. Det hele startede under6 Summers,
som blev fremført i en federe version end på pladen. Den var mere upbeat og havde en større energi. Det var ikke det eneste salen lugtede af, nej der var en tyk os af sex i luften og det hele stammede fra Anderson .Paak. Særligt kunne man mærke hans sexede nærvær under Tints. Han er smoother than a motherfucker, som han selv udtrykte det underSuede.
Koncerten nåede dog nye højder underCome Down,
der i min optik er hans ultimative hit. Royal Arena var ved at koge over, og det var jeg også selv. Fuck det er godt.