STUDIELIV

ons, 02 nov 2016

Run The Jewels og MØ til NorthSide

Hiphop-supergruppen og den danske verdensstjerne får desuden følgeskab af både Liss og Bisse

Der blev lagt hårdt ud, da NorthSide i sidste uge åbnede for offentliggørelserne til næste års festival med annonceringen af Radiohead som hovednavn. Resultatet var et billetsalg, der gik over al forventning, og endagsbilletterne til søndag røg så hurtigt, at der ikke engang var tid til at melde ”Få Billetter”. Partoutbilletterne sælger fortsat i et historisk hurtigt tempo, og nu bliver der fulgt op med fire stærke og meget forskellige navne, der viser lidt af den forskellighed, publikum kan se frem til på næste års NorthSide.

https://youtu.be/PkGwI7nGehA

Run The Jewels

Den amerikanske superduo består af El-P og Killer Mike, der allerede var succesfulde og respekterede rappere, da de i 2013 gik sammen og skabte Run The Jewels, hvilket flyttede dem fra at være undergrundshelte til internationale superstjerner. Gennembruddet kom med ”Run The Jewels 2”, hvor der var fokus på politiske tekster, og bidrag fra Zack de la Rocha fra Rage Against the Machine var med til at gøre "Close Your Eyes (And Count to Fuck)" til et hit. Albummet blev i 2014 kåret til et af årets bedste af magasiner som Pitchfork, Billboard og Rolling Stone. Men det helt hårde knytnæveslag kommer dog først, når man oplever Run The Jewels live, som da de var blandt hovednavnene på Coachella, hvor duoen ifølge Soundvenue leverede ”en kæberasler af en koncert”. Run the Jewels er et af de mest intelligente, inspirerende, hårdslående og medrivende hiphop-navne lige nu, og vi er meget spændte på at kunne præsentere El-P og Killer Mike på scenen i Ådalen til sommer. Run the Jewels spiller fredag 9. juni på NorthSide 2017

Successen fortsætter ufortrødent for MØ, der i weekenden blev udråbt som Dronningen af Forum af GAFFA og fik samtlige seks stjerner af BT efter en udsolgt koncert på den gamle cykelbane. I udlandet har det senest stået på en stribe udsolgte koncerter i England og USA samt succes sammen med Major Lazer og Justin Bieber på singlen ”Cold Water”. Hun har desuden det sidste år selv udsendt tre singler, der peger frem mod et nyt album som skal følge op på den enorme succes med ”No Mythologies to Follow”. MØ har gennem årene vist sig at være et af de mest ønskede og populære navne på NorthSide, og vi glæder os i den grad til at få besøg fra hende igen.

Liss

Det første skridt Liss tog mod successen blev taget i Aarhus i september 2014, hvor en tur i øvelokalet førte til skabelsen af sangen ”Try”. Seks måneder senere dukkede XL Recordings (Adele, Radiohead, The xx) op for at se bandets første koncert på Train, og siden da er det gået rigtig hurtigt for de fire aarhusianere. Pharrell har spillet både ”Always” og ”Sorry” i sit radioprogram, og gruppen var nomineret til P3 Prisen i 2016, vandt Årets Håb til Steppeulven og har turneret både i Europa og USA. Nu står de klar til at indtage hjemmebanen med deres første koncert på NorthSide. https://youtu.be/Y96XXaAJRsU

Bisse

Sammenligninger med David Bowie og C.V. Jørgensen kradser kun i toppen af det isbjerg, der er den voldsomt produktive og innovative sangskriver Bisse. Siden april 2015 har han udsendt fem udgivelser, der alle har fået flotte anmeldelser, og til koncerterne er den excentriske ener blevet rost for sine kompromisløse fremførelser af de ætsende, humoristiske og berusende tekster. Bisse er ulig noget andet på den danske musikscene lige nu, og vi ser frem til hans besøg på NorthSide. Dermed ser programmet til NorthSide 2017 lige nu ud som følger: Radiohead, Bisse, Liss, MØ og Run The Jewels. NorthSide 2017 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 9.-11. juni, og billetter kan købes via NorthSide.dk.