SAMFUND

ons, 28 maj 2014

Højskolen hvor du lærer at tænke innovativt

På Den Skandinaviske Designhøjskole lærer du at bruge design som en proces, der kan løse problemer og skabe helt nye produkter.

Mange af skolens elever kvalificerer sig gennem opholdet til optagelse på de kreative uddannelser

 
None

None

  Tekst: Torben Elsig-Pedersen Foto: Mette Grønning Halm og landbrugsmaskiner er for længst fortrængt fra de store kampestensbygninger, som i dag rummer Den Skandinaviske Designhøjskole ved Randers. De ny renoverede bygninger rummer nu moderne faciliteter til design inden for mode, arkitektur og industriel design, og giver således hvert år mange unge et kraftigt afsæt til at søge optagelse på deres drømmeuddannelser. Overalt er der aktivitet og kreativ fordybelse. I en bygning sidder de grafiske designere fordybet bag storeMac-computere, eleverne på modelinjen er ved at vise ugens kreationer frem for hinanden og den japanske gæstelærer, mens der er kreativt kaos på arkitektlinjen, hvor sidste hånd lægges på modeller af det, der kan blive fremtidens boligbyggeri. »Vi vil gerne give rammerne for, at unge kan afklare sig selv i deres udvikling og lege med nye perspektiver på design. Det stiller vi rammer og undervisere til rådighed for på vores fire linjer, hvor eleverne bliver udfordret i kreative processer,« siger forstander Jakob Nørregaard, der selv har en fortid som industriel designer og chef i større virksomheder. Mange af eleverne på Den Skandinaviske Designhøjskole bruger opholdet til at søge ind på videregående uddannelserne inden for design, arkitektur, kunsthåndværk og så videre. Under opholdet får eleverne støtte til at søge ind og arbejde med deres optagelsesprøver. Resultaterne viser, at rigtig mange af skolens elever efterfølgende bliver optaget på deres drømmestudie i ind- og udland. Ved at arbejde koncentreret med fagene på højskolen, kommer mange således foran i køen til de eftertragtede uddannelser. Men det er ikke det eneste formål med et ophold på højskolen.

Lærer at finde vej

»Vi vil lige så gerne være højskole for dem, der skal finde ud af om de kreative fag overhovedet er noget for dem eller for unge som måske vil prøve sig af, inden de skal læse medicin eller helt andre fag. Her er ingen optagelsesprøve, så alle er velkomne på højskolen,« siger forstanderen. De færdigheder, eleverne udbygger under opholdet, er da heller ikke udelukkende relevante, hvis de vil videre i kreative brancher. »For os er design en måde at løse problemer på. Design er langt mere end æstetik og forskønnelse. Det er i lige så høj grad en proces, hvor vi laver problemløsning med udgangspunkt i de behov som produktet skal løse. Derfor er designprocesserne ganske relevante for rigtig mange unge, inden en videregående uddannelse,« siger Jakob Nørregaard. Målet er, at eleverne lærer mere om sig selv og deres fag. Noget som er brugbart og som rækker videre end blot til optagelsen på designskolen eller en anden designfaglig uddannelse. Desuden får eleverne  hele højskolelivet med i tilgift, og det betyder, at de bliver rigtig gode til at indgå i relationer.

Alle udfordres

Den Skandinaviske Desginhøjskole, der ligger langt ude på en mark mellem Aarhus og Randers, er et moderne bud på en seriøs højskole, hvor elever udfordres fagligt og socialt. »Eleverne fester selvfølgelig i weekenden, men vi er ikke et sted, hvor man holder en lang fest og ligger i druk. Vi forventer, at alle er klar til at arbejde seriøst mandag morgen,« siger Jakob Nørregaard. Eleverne arbejder intensivt i projekter af en til to ugers varighed, og fremlægger typisk om fredagen. »Vi får udfordringer og opgaver, som det aldrig ville lykkes at stille sig selv. Det betyder, at man bliver helt opslugt af arbejdet. Derfor er det også sådan, at skolen syder af liv og torsdag aften og nat er der typisk mange, som arbejder på deres projekter, så de kan blive klar til fremlæggelse om fredagen. Ikke fordi det føles som en pligt, men mere fordi man bliver så optaget af projekterne,« siger 24-årige Kasper Munch-Andersen, der går på mode- og tekstillinjen.   Fakta: Den Skandinaviske Designhøjskole ved Randers Fire linjer: • Grafisk Design • Møbel, rum og produktdesign • Arkitektur og bydesign • Mode og tekstildesign. www.designhojskolen.dk