En verden med tabuer og vanskelige følelser.
Vi kender hende især fra tv-programmet ’Det slører stadig’ på DR2, hvor hun sammen med tre andre kvinder tog et fast og satirisk greb om danskernes syn på indvandrere. Nu viser Ellie en helt anden og sårbar side af sig selv. I en ny serie på DR3 fortæller hun om en nytårsaften i Miami, der vendte op og ned på hendes liv. For præcis et år siden var Ellie i Miami for at fejre nytår. Her mødte hun Claudia - en kvinde som hun blev både ekstremt fascineret af og fik stor sympati for. Da Ellie efter en uge i Miami vendte tilbage til Danmark, var hun fyldt op med forvirrede tanker og følelser. Ellie var alt andet end afklaret – om sin seksualitet, sin muslimske baggrund og i det hele taget sit liv. Hjerte og tanker modarbejdede hinanden, og hun følte sig som en lus mellem to negle.Troede hun kendte sig selv
Ellie har aldrig tidligere haft lyst til en kvinde. Nu rejser hun tilbage til Miami og Claudia for at finde ud af, om hun er tiltrukket, forelsket eller noget helt tredje. Ellies bedste ven Kenneth følger med, og har i et år fået lov til at filme Ellies liv – hun vil finde svar på de mange spørgsmål, der har meldt sig efter mødet med Claudia. Ellie troede, at hun kendte sig selv meget bedre. Men det er nu gået op for hende, at den person hun troede, hun var, er hun ikke længere. Claudia tiltrækker Ellie som ingen andre kvinder nogensinde har gjort – selvom de ikke kender hinanden særlig godt. Så nu rejser Ellie tilbage til Miami og besøger Claudia for at finde ud af, hvad de nye og til tider meget vanskelige følelser handler om. Med en muslimsk baggrund og rødder i Iran er det ikke velanset, at to kvinder har et forhold. Det er nogle af de tanker, som fylder allermest hos Ellie. I det første program fortæller Ellie, at det vil komme til at gøre en masse mennesker kede af det, hvis hun har en relation til en kvinde – ikke kun hendes familie i Danmark, men også familien i Iran, som formentlig vil finde det helt uacceptabelt. Så måske siger hun farvel til en hel familie i Iran, hvis hun kaster sig ud i et forhold til Claudia. Men spørgsmålet er om Ellie overhovedet er homoseksuel, fordi hun tilfældigvis er fascineret af en anden kvinde – det er dét Ellie skal til at finde ud af. Siden hun var helt lille har Ellie skilt sig ud – følt sig anderledes. Hun var klassens tykke pige, og hun var den første ’perkerpige’ i klassen, som Ellie selv udtrykker det. I en alder 34 år føler hun sig stadig anderledes, og fra mandag den 5. januar kl. 22.00 lukker hun DR3's seere med ind i en verden, som er både meget privat og tabubelagt.