SAMFUND

man, 20 nov 2017

Hvornår stopper jeg med at være bange?

Depression og angst kan være invaliderende i hverdagen og kan give psykiske følger.

Kvinde på 22 år fra Københavns Kommune

Der er sket rigtig mange ting i mit liv, jeg har i længere tid kæmpet mod en depression, men jeg fik det bedre, og jeg begyndte at leve mit liv og jeg begyndte at date igen. Jeg fik en kæreste, det hele gik fint indtil en aften, hvor han voldtog mig. Jeg har ikke fortalt det til nogen, og jeg kæmper for at glemme det. Jeg er bange for alt, jeg er bange og går fuldstændig i stå bare jeg ser en der ligner ham, eller bare en med samme hårfarve. Efter det skete har jeg ikke haft lyst til sex, jeg har ikke haft lyst til at date, men mine venner og min familie er begyndt at synes, det er mærkeligt, at jeg ikke længere dater. Jeg har prøvet at onanere, for at se om jeg ville få lysten igen, men hver gang kan jeg se ham for mig og jeg stopper igen. Mit spørgsmål er, hvornår vil jeg begynde at få lysten til at date, til at have sex? Hvornår stopper jeg med at være bange? Jeg ved godt, at det er de færreste mænd, som kunne finde på overhovedet at tænke tanken omkring voldtægt, men jeg tror heller ikke at min ekskæreste har tænkt den tanke før.

Svar:

Det lyder ikke som en rar situation, du er i, men det her skal eller kan du ikke nødvendigvis kæmpe dig igennem selv. Det kan faktisk være en rigtig god idé at få noget hjælp, for at passe på dig selv. Depression og angst kan være invaliderende i hverdagen og blive selvforstærkende og voldtægt kan give psykiske følger. Har du fået psykiatrisk- eller psykologhjælp til din depression? Hvis ja, kan du måske også prøve at snakke med vedkommende om dine problemer efter voldtægten, angsten og den forsvundne sexlyst. Hvis nej, kan det være en god idé hvis du snakker med din læge om det, og om måske at blive henvist til en psykiater eller psykolog. Ift. din voldtægtsoplevelse, kan du også få hjælp hos organisationen Joan-søstrene eller på det regionale center for voldtægtsofre. LÆS OGSÅ: "Hvornår er det voldtægt?" Du kan også overveje om du vil politianmelde voldtægten. Tænk f.eks. over om det måske ville kunne hjælpe dig til at komme videre, og ikke være bange for at støde på ham. På det du skriver, lyder det ikke som om du har fortalt dine venner og familie hvordan du har det og hvad der foregår. Tænk på at de bare vil dig det bedste, og helt vildt gerne vil hjælpe dig, men at de ikke har nogen chance for at kunne gøre det, hvis du ikke er ærlig over for dem. Du kan starte med at tænke på én person som vil være særligt god at betro sig til og måske bare én ting af depressionen, angsten og voldtægten at betro til en start. Det kan gøre det meget nemmere for dig at få det godt igen, hvis du har en støtte i dine pårørende i stedet for at de går og stresser dig ved at bekymre sig om de helt forkerte ting. Tak for alle spørgsmålene Sexlinien for unge siger tak for dit spørgsmål – vi håber, vores svar har medvirket til, at du måske kunne løse dine problemer. Har du mere at spørge om eller vil du have uddybet dit svar, kan vi også fanges på vores telefon eller chat på Sexlinien.dk, hvor vi også laver rådgivning, hvis du ikke lige kan bruge vores brevkasse igen. Vi tager telefonen kl. 15-17 og chatter kl.15-17 på alle hverdage. Nummeret er 70 20 22 66.