Teaterdirektør Trine Holm Thomsen vil have sang i huset og ude i byen, som led i ønsket om at åbne teatret yderligere og inddrage byen borgere. Derfor har hun taget initiativ til et nyt og velsyngende teaterkor under ledelse af 31-årige Ingeborg Højlund.
Der afholdes optagelsesprøve fra den 10. oktober.Har du et hjerte, der banker for sang og scene?
Aarhus Teater har et ønske om at få mere sang i huset og vil udforske, hvordan korsang kan integreres i forskellige arrangementer. Har du et hjerte der banker for sang og scene, åbner teatret nu dørene for en unik mulighed for at komme indenfor i den labyrintiske farverige gamle bygning hver uge. Her er skrå brædder, skæve vinkler og flotte scener, der skal fyldes med sang.Trine Holm Thomsen fortæller:
- Jeg glæder mig over at vi på Aarhus Teater nu etablerer et kor med nogle af byens velsyngende borgere under ledelse af Ingeborg Højlund. Med et Aarhus Teaterkor kan vi få mere sang både i huset og uden for huset, da tanken er at koret skal give koncerter på teatret og andre steder. Det er således en videreførelse af noget af det Borgerscenen kunne – at inddrage borgeren aktivt på teatret og herigennem forhåbentlig skabe en særlig fællesskabsfølelse mellem byens borgere og teatret. Etableringen af et kor sker ud fra mit ønske om at åbne teatret yderligere op ud ad til, ligesom det er hensigten at koret også på sigt kan medvirke i visse forestillinger.Aarhus Teaters kor synger alle genrer
Vi arbejder med klassisk, moderne klassisk, folklore, musical, rytmisk satser og lydcollager. Vi har et åbent sind og vil udforske. Koret er et selvstændigt kor der holder til på Aarhus Teater. Vi vil synge koncerter i og udenfor huset. Der vil sandsynligvis være mulighed for samarbejde med teatret i form af workshops og evt. medvirken i produktioner og andre interne arrangementer. Du skal være en ambitiøs sanger med sund stemme og gode øre. Og du trives med at stå på en scene. Du skal være en sanger, der arbejder på et højt niveau og har lyst at søge nye udfordringer og kan arbejde med sin stemme på forskellige måder. Du skal kunne læse noder eller på anden vis være i stand til hurtigt at tilegne dig nyt repertoire. Du skal være en erfaren sanger på mindst 20 år, der har lyst til nye spændende rammer at udvikle dig indenfor. Det er gratis at synge i Aarhus Teaters kor. Medvirker koret i arrangementer med billetsalg, aflønnes de medvirkende. Vi øver hver onsdag fra 19.00-21.30. Første øvedag er onsdag d. 9. november.Ansøgning og optagelsesprøve:
Send en ansøgning med beskrivelse af dig selv og din erfaring til: [email protected] - gerne i dag, men helst inden 6. oktober . Vi holder auditions mandag d. 10. oktober kl. 19-22, onsdag d. 12. oktober kl. 17-22 og lørdag d. 15. oktober kl. 10-17.